På opfordring fra en fortvivlet mor (Janne), hvis ex.mand er evangelist, som skulle i Fogedretten d. 24. november i en sag, hvor det skulle afgøres, hvorvidt hun havde handlet korrekt eller ej, da hun efter d. 26. oktober stoppede faderens samvær til deres fælles barn, idet hun havde fornemmet, at der var tale om andet end et ”almindeligt” bryllup, som eksmanden ellers hævdede.

Hvorfor er jeg så sovset ind i noget som helst med bemeldte bryllup og Evangelist? Joh, såre simpelt: gommen er min hustrus fætter! Vi har ikke overdrevet meget kontakt til Fætter Evangelist, men et bryllup er jo normalvis en stor og festlig begivenhed – og familie er jo familie uanset religiøs overbevisning.

Fra et tidligere ægteskab har brudgommen, en søn på 8 år, som bor hos moderen, der nægter at lade sønnen være med i noget som helst der har med Evangelist at gøre. Den vordende brud var en kvinde, vi aldrig har mødt og kendte intet til hendes eksistens. Fætter Evangelist, var med, da min hustru og jeg blev gift for snart 3 år siden, hvorfor vi fandt det naturligt at deltage i hans bryllup - især når hans nærmeste familie er en søster, hendes mand og to børn samt min hustru og jeg – selv gommens far ville ikke komme til brylluppet, da de ikke har nogen kontakt pga. gommens involvering i Evangelist. Fætter Evangelists mor blev under dybt tragiske omstændigheder dræbt og fundet af sønnen, mens han endnu var barn – altså ikke nogen stor familie. Derfor mødte vi op, selvom vi da som nævnt godt vidste, han var evangelist – man er vel fordomsfri.

Før brylluppet vidste jeg stort set intet om Evangelist og gik i al min naivitet ud fra at det "blot" var en sekt i stil med Pinsekirken eller lignende, men jeg skulle senere blive meget klogere.

Dette blot for at give en bedre forståelse for vores beslutning om at deltage i brylluppet. Vi er ikke selv specielt religiøse, selvom vi da godt nok tror på, at der "mere mellem himmel og jord", end det øjet kan skue. Min hustru er i øvrigt katolik, mens jeg er protestant - gift i en protestantisk kirke. Det skal da forresten også lige nævnes, at min hustru og jeg begge har et forlist ægteskab i bagagen - ganske som brudgommen, hvilket også var en grund til at deltage.

Gaver og ankomst:

Invitationen kom vel ca. 3 uger før brylluppet, og allerede der begyndte de første alarmklokker at ringe. Ønskelisten omfattede to ting: Penge og gavekort! Min hustru rejste straks spørgsmålet her i huset, om pengene måske skulle gå til Evangelist - vi vidste jo godt at en del af medlemmernes indtægt går til Evangelist (10 % før skat). Vi undrede os forresten en smule over, at selve vielsen skulle foregå på en søndag - lidt underligt syntes vi.

Nå, men det endte med, at vi fik fat i et gavekort til Magasin på kr. 500,-. Dagen oprandt og vi begav os på den lange og temmelig dyre rejse, til Kulsviergården udenfor Hillerød. Vi råder nemlig kun over en firmabil på gule plader og er således afhængige af offentlige transportmidler. Det kostede os lige den nette sum af kr. 1.000,- at komme frem og tilbage, men hvad pokker - det var jo familie og forhåbentlig blev det en hyggelig dag - tænkte vi med vores eget bryllup i tankerne.

Kort tid efter ankom min hustrus kusine, hendes mand og deres to børn (vi havde ingen af vore egne tre børn hjemme den weekend). Det var godt at se dem igen, da vi desværre ikke ses så tit pga. travlhed i begge lejre - måske det også lige skal nævnes, at kusinens mand er en højt estimeret advokat.

Det viste sig, at også de havde haft deres betænkeligheder, omkring hele arrangementet og især gaveønskerne. De havde indkøbt to sæt sengelinned, som ikke umiddelbart kan ryge direkte i Evangelistkassen, som de udtrykte det. Kusinen har gennem længere tid haft et anstrengt forhold til broderen - især efter hans indtræden i Evangelist, og hans konstante forsøg på at prædike deres budskab og forsøg på at omvende hende og manden.

Kusinen og familie havde "modstræbende" taget imod invitationen til brylluppet og derfor valgt kun at deltage i vielsen men ikke den efterfølgende middag, som vi havde tilmeldt os. Nå, men det skulle snart blive til for ceremonien, hvor gommens søn ikke var med, da gommens exhustru havde forbudt dette, oplyste kusinen som har god kontakt til hans exhustru.

Massepsykose:

Helt fra start følte vi os en smule omklamret, idet der var en masse "værter" (som viste sig at være "disciple"), som gelejdede os på plads i bankosalen, den skulle danne ramme om, det vi troede var et ganske almindeligt bryllup, men med elguitar og en masse andre instrumenter kunne vi dog godt fornemme, at der var ugler i mosen. Salen var næsten fyldt op, og vi undrede os lidt over, om bruden og gommen virkelig havde så mange venner og bekendte?

En smule forsinket træder en kvinde (”Evangelistguru” Christian Hedegaards hustru) op til mikrofonen og bød velkommen til en gudstjeneste i PowerHouse (øh - vi havde ingen anelse om, hvad det lige var) og selvfølgelig vielsen, som brudeparret selv havde valgt skulle være en del af den ”almindelige” gudstjeneste. På forreste række sad Christian Hedegaard og de andre "pinger" i Evangelist.

Så startede massehysteriet, skal jeg ellers lige love for. Den stod på fællessang akkompagneret af ovennævnte instrumenter, hvor forsamlingen (os og nogle få andre undtaget) rejste sig og skrålede på livet løs, mens de rejste armen mod himlen, i noget der mest af alt mindede om en nazihilsen. Der blev skulet en smule skævt til os, når vi ikke rejste os og deltog i det, jeg vil betegne som massepsykose. Vi var nu ret ligeglade og i stigende grad forholdt vi os kritiske til det, vi var vidne til.

Til mikrofonen kom så deres præst, som mest af alt mindede om en lalleglad amatør, der stod der for allerførste gang. Han talte usammenhængende, gentog sig selv adskillige gange, som om han enten ikke selv troede på, hvad han sagde, men mest af alt mindede det om hjernevask. Han talte om, at hvis man blot troede på Jesus, så var alle problemer løst - inkl. den verserende finanskrise. Mage til vrøvl og halleluja skal man da lede længe efter.

Flere gange ville præsten citere fra Biblen, men evnede end ikke dette uden først at lede efter de ønskede citater. Jeg tvivler på, at han overhovedet har nogen teologisk uddannelse. Undervejs blev der for resten også talt i tunger – hvad det så end er og betyder.

Leif Lalleglad - dvs. præsten - og den gode Christian Hedegaard berettede lystigt om folk, der var helbredt for livstruende sygdomme, homoseksuelle der var omvendt og misbrugere af alkohol og stoffer, der var blevet afvænnet som ved et trylleslag - naturligvis mod en pris.

Tiden kom til vielsen. Hun skulle sige ja til gommen, forlade sin familie og underkaste sig ham osv.. Fætter Evangelist skulle blot sige ja - det var en farce uden lige, men gift blev de altså under står ståhej, med endnu mere fællessang i noget der nærmede sig ekstatisk stemning blandt de frelse. Vi, der ikke deltog, hæftede os særligt ved, at bruden virkede overstadig - nærmest som hun var høj på et eller andet, om det så var Jesus eller stoffer, skal jeg lade være usagt. Faktum er at hun hele tiden sendte skæve beundrende blikke til Christian Hedegaard og hans tro følgesvende. Det var fuldstændig surrealistisk og ubeskriveligt.

Slip Slanterne:

Efter ceremonien fortsatte massepsykosen, og brylluppet blev hurtigt glemt, da det viste sig, at et ægtepar fra Sydafrika, som havde været sovset ind i Evangelist de sidste to år, stod for at skulle "udstationeres" i Holland og der frelse de svage - narkomaner, homoseksuelle, alkoholikere og andre der har behov for det "hellige og gode budskab".

Ægteparret blev kaldt på scenen og tiljublet, som var de helte, popstjerner eller lignende. Der blev holdt lovprisende taler af inderkredsen i Evangelist - fire ægtepar med Christian Hedegaard og hustru i spidsen. Efterfølgende fik parret lov til selv at holde tårevædede taler - jeg kan kun beskrive det som der værste pladder, jeg til dato har hørt.

Da farcen var ved at slutte, blev der opfordret til at samle en masse penge ind til de to, der snart skulle rejse (men først skulle de lige på ferie i Sydafrika), så jeg kan da godt se, de virkelig havde brug for penge. Igen blev der skulet, da vi "ikke frelste" undlod at deltage. Alle de frelste i salen skulle således op og sige personligt farvel – og naturligvis aflevere en klækkelig skilling i bøtten – akkompagneret af en af menighedens festlige sange, som vi fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre blive spillet igen og igen. 

Hvor mange gange vi hørte sangen ved jeg ikke, men det varede i en evighed, så min hustru, kusinen og hendes familie og jeg udvandrede fra denne psykotiske stemning blandet med reel hjernevask. Jeg kom til at tænke på den der sang: Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid osv. osv..

Vi trak udenfor og diskuterede, hvad vi havde været vidne til - vi var alle dybt rystede over oplevelse, men det stoppede slet ikke der!

Helligånden kom forbi:

Da de endelig stoppede massehysteriet, fik kusinen og familien endelig mulighed for at hilse på de nygifte - og sige farvel, da de som tidligere nævnt ikke ønskede at deltage i den efterfølgende middag. Vi valgte at give det endnu en chance, da vi jo havde taget den lange vej fra Næstved, selvom vi havde allermest lyst til at følge familiens eksempel og tage hjem igen.

Og så startede en ny "ud-af-kroppen-oplevelse". Ca. halvdelen af de frelste havde haft den store fornøjelse at se Helligånden flyve rundt i lokalet. Det var fuldstændig umuligt at kommunikere med nogen som helst - vi kendte ingen - ej heller Helligånden, jo fra Biblen men det er så også det.

Det der så gjorde udfaldet var da brudens far - en ældre herre fra Sønderjylland - kom udenfor for at ryge (en last vi desværre deler). Umiddelbart virkede han meget normal, men da han fablede om, at russerne dagligt overflyver os og holder øje med os, så rablede det godt nok for manden. 

Seriøst så forsøgte vi at "mænge os" men uden held - de kunne og ville ikke tale om andet end Hedegaard, Helligånden og Jesus - i nævnte rækkefølge. Brudeparret skulle fotograferes og forsvandt, hvorefter vi valgte at gøre det samme. Uden at få sagt farvel valgte vi at tage tilbage til Næstved - vi hverken ville eller kunne være en del af den form for hjernevask, der er rettet mod de svage i samfundet - mennesker der er lette at lokke og dræne for penge!

Bagefter:

På vejen hjem i toget og under den efterfølgende middag på en restaurant i Næstved, hvor vi selv holdt vores bryllup fik vi diskuteret, hvad vi havde oplevet. Det spandt fra direkte forfærdelse til en humoristisk indgangsvinkel, da det var svært at afgøre, om man skulle være forfærdet, græde eller grine – vi valgte altså umiddelbart det sidste.

Dagen efter valgte min hustru at skrive en høflig e-mail til Fætter Evangelist, hvor hun tog afstand, fra det vi var vidne til, hans valg om at være Evangelist osv., og at vi hverken kunne eller ville være en del af det, hvorfor vi ønskede ham god vind fremover. Han er selvfølgelig velkommen til at kontakte os, når han er kommet ned på jorden igen. Fætter Evangelists søster har skrevet stort set det samme - uafhængig af os.

Vi har den seneste tid kommunikeret en del med kusinen og har sammen efterrationaliseret hændelsen og hele situationen. Igen har dette resulteret i blandede følelser, hvor vi samstemmende ryster på hovedet og slet og ret ikke fatter, hvordan det har kunnet gå så galt med Fætter Evangelist. Jeg er bekendt med det trafikuheld, han som barn var ude for - den traumatiske oplevelse med at finde moderen dræbt har sikkert heller ikke hjulpet, men vi er alle enige om, at den er helt gal.

Det er naturligvis gennem min hustru og kusinen jeg kender til Fætter Evangelists søn, men jeg havde skam også fornøjelsen selv at møde ham til vores bryllup den 11. marts 2006, hvor han fulgte mig meget trofast det meste af aftenen - en helt igennem sympatisk og sød dreng. Derfor blev jeg da også forfærdet, da jeg hørte, at Fætter Evangelist havde efterladt ham sovende, mens han selv skulle til gudstjeneste i PowerHouse! Drengen vågner op overladt til sig selv og dybt ulykkelig, og faderen reagerer med en udtalelse om, at Jesus passer på ham. Han er en rigtig guttermand ham Jesus, sådan som han kan multitaske.

Kritisk:

Hvem er jeg så - siden jeg udtaler mig som jeg gør? Jo, jeg er en såkaldt "eksiljyde" med begge ben placeret solidt på jorden, handelsuddannet og nu ansat i et fleksjob som systemudvikler, næstformand i en patientforening og sammen med min dejlige hustru har vi en lille virksomhed, hvor vi importerer og sælger glas. Min hustru har skrevet og udgivet en bog om 10 års erfaringer med leukæmi - her hjælper hverken Helligånden, Jesus eller anden form for hokus pokus.

Vi er begge naturligt kritiske overfor mangt og meget - betegner os selv som værende "normale" mennesker som tager ansvaret for vores eget liv, hvilket ikke er tilfældet i Evangelist. Der skal du lægge dit liv og dine penge i hænderne på Christian Hedegaard og hans følgesvende, så skal Jesus nok hjælpe dig.......Hmmm, han kan starte med at bygge vores udestue, lave et par ekstra værelser og sørge for at vores børns fremtid er sikret uddannelsesmæssigt og økonomisk, så kan han såmænd godt henvende sig - indtil da vælger jeg selv, hvad jeg tror på hvornår og hvordan. Økonomien tager min hustru sig af imens (smiler).

Vi har efterfølgende erfaret en masse om bevægelsen og deres ”arbejde” bl.a. via deres egen hjemmeside, som uden stor opfindsomhed er ganske let at finde, men jeg kan bare ikke få mig selv til at reklamere for den slags ”udbytteri”, som jeg vil kalde det. Jeg vil meget hellere henvise til www.kritisk.dk – en glimrende side, hvis man som jeg forholder sig kritisk til løfter om guld og grønne skove.

Det blev en længere historie, hvilket jeg beklager, men sådan er det, når man har meget at fortælle. Afslutningsvis skal det dog nævnes at Janne vandt sagen i fogedretten – Hip Hip Halleluja.

Rita og Villy Oravecz Christensen
www.ildiko.dk
 roc@ildiko.dk / voc@ildiko.dk