Mette´s erfaringer

Efter at have læst andres historier her på www.kritisk.dk og efter at have været i kontakt med folkene bag, har jeg nu besluttet at fortælle min historie.

Jeg er ikke længere bange for at stå frem, og er pludselig ikke alene med mine oplevelser mere.

Jeg er 42 år og bor sammen med mine 2 piger på 14 og 16 år i Sydjylland. Her har vi boet siden oktober 2005.

I 1999 kom jeg i kontakt med en hjemmemenighed som jeg begyndte at komme hos. Et ægtepar med 5 børn. Vi var jævnaldrene, og konen arbejdede i den børnehave hvor jeg havde min yngste datter.
Vi knyttede et rigtigt forhold synes jeg, og jeg lod mig fortælle om Jesus. Jeg havde ikke tidligere hørt om Ham på den måde og tænkte at jeg jo ikke kunne gøre noget galt ved at tro på det de sagde. Hvis det var sandt ville jeg jo komme i himlen og hvis det ikke var sandt, så var det at overholde de 10 bud ikke det værste jeg kunne gøre.

En dag i 2001 beslutter Tommy og Berit at købe et nedlagt mejeri i Ringsted, som skal være vores kirke. Jeg bliver spurgt om jeg vil leje den nederste del af huset, hvilket jeg siger ja til. Selve mejeriet bliver brugt som kirke. Det går fint nogle år.
Vi har fast besøg af  Torben Søndergaard fra www.oplevjesus.dk og tager tit til møder hvor Christian Hedegaard taler. Efterhånden bliver Torben "skubbet" ud og Christian kommer mere og mere ind i varmen. Kirken ænder sit navn fra Treenigheden til Powerkirken.
Berit har åbenbart haft nogle tvangstanker om at hun skulle dø, så Christian Hedegaard, Lena Løbner og Camilla Holstein fortæller hende at, hun skal skifte navn fra Berit til Liv. Ved samme lejlighed ændre Tommy navn til Jan. (jeg troede at man skulle ære sine forældre i følge de 10 bud, og derfor beholde sit fødselsnavn, men nej)

Året er 2005, og det meste af kirken er taget til sommerfestival i Arnborg. Det er der at jeg spørger Lena torsdag aften, om hun ikke vil bede for min datter fordi hun lider af mindreværd. Hun kender mig jo lidt, fra alle de gange de har været i vores kirke og hun siger til os "om jeg stadig ryger?"  Det svarer jeg ja til.
Derefter spørger hun os "om vi stadig har alle vores dyr". Det svarer jeg også ja til.
Så siger hun til mig at hvis vi ikke kommer af med alle dyrene og hvis jeg ikke holder op med at ryge, så vil min datter blive sindssyg inden der er gået ½ år.

Jeg spørger hende om hvordan hun kan sige sådan noget, hvorpå hun siger til mig at,  hun er en Guds kvinde, og jeg skal bare gøre som der bliver sagt.

Jeg siger tak for i aften og min datter og jeg går igen. Jeg er fuldstændig opløst af gråd og vi møder Berit som jeg fortæller hvad der er sket.
Min Datter og jeg tager hjem i campingvognen og går i seng. Næste morgen pakker vi vores ting og tager af sted. Jeg taler ikke så meget med Berit og Tommy om hvad der er sket, og slet ikke om hvad jeg nu vil gøre for jeg ved det ikke.

Mine børn og jeg tager op til en veninde jeg har og jeg taler meget med hende. Lørdag tager vi ned til min bror ved Esbjerg, og jeg får en sms fra Tommy om at de ikke kan komme til min 40 års fødselsdag næste fredag. Søndag tager vi hjem igen til Sjælland. Jeg tænker meget på hvad jeg skal gøre.
Min datter er virkelig bange for at blive sindssyg, og taler om at flytte ned til sin far så vi kan beholde dyrene. Jeg prøver at tale fornuft ind i hende, men hvordan forklarer jeg at, en Guds kvinde ikke taler sandt??

Nå, jeg holder min fødselsdag fredag, og søndag aften kommer Tommy med en opsigelse på min lejlighed fordi jeg har for mange dyr.

Jeg går fuldstændig i sort...

Det føles som om min verden styrter sammen lige der i døren. Jeg forstår ingenting. Langsomt går det op for mig at Tommy og Berit har valgt at følge Evangelist, og jeg derfor må ud af deres ”system”.

Her gik jeg naivt og troede at vores pastor par var mine sande venner, men hold fast hvor tog jeg fejl.
Vi var venner så længe jeg gjorde hvad der blev sagt, men hvis jeg bevægede mig udenfor, faldt hammeren. Det var fuldstændigt uvirkeligt for mig.

Her bagefter kan jeg godt se at hele vores menighed forandrede sig ganske langsomt. Fra at være en menighed med plads til alle slags mennesker med alle deres forskelligheder, havde den ændret sig til en menighed hvor alle der tog imod Jesus og var villige til at give sig 100 % for kirken var inde i varmen, men alle andre der ikke kunne/ville bidrage på samme måde måtte ud. Før dette skete sagde jeg til Berit at jeg synes hun havde forandret sig, og hun sagde glad at det måtte være fordi Gud arbejdede med hende!!

Jeg ved godt at Tommy og Berit ikke så godt kunne skrive i min opsigelse at det var fordi jeg ikke ville gøre som kirken gerne ville have, men hvis de havde gidet fortælle mig sandheden havde jeg i det mindste haft en forklaring at forholde mig til.

Jeg bad om en samtale med dem, men de havde ikke tid. Sjovt nok kom ingen fra kirken og talte med mig i samme periode. Det var som om jeg var bandlyst.

Prøv at forestille jer hvordan det var at bo dør om dør med kirken, mine naboer ovenpå, og at skulle forbi fællesarealet hver gang jeg skulle ind af min dør, uden at nogen snakkede med mig eller med mine piger.

Det varede omkring 3 mdr. I den tid følte jeg det som om jeg konstant kørte med elevator. Det ene øjeblik havde jeg troen på at det nok skulle lykkes mig at finde noget vi kunne bo i, og det næste øjeblik havde jeg det som om der voksede horn ud af panden på mig og at jeg kunne spy ild, så rasende var jeg.

Jeg måtte være stærk for mine piger, holde facaden og se ud som om det hele nok skulle gå. Vi ledte efter steder hvor vi måske kunne bo. Pigerne havde en masse spørgsmål som jeg ikke kunne svare på.
Hvorfor behandler de os sådan?
Vi troede de var vores venner?
Hvorfor er Gud sådan?
Er vi nu fortabte?

Alle sammen spørgsmål jeg også selv havde, men som jeg ikke kunne svare på.
Vi havde jo hørt at hvis vi ikke var personlige kristne, var vi fortabte og på vej til helvede. Vi havde jo også en tro på at det kirken sagde og gjorde var rigtigt, og derfor kunne Gud jo ikke holde med os… Så måske var vi fortabte og dømt til undergang.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Det eneste jeg med sikkerhed vidste, var, at hvis det var den Gud jeg troede på som kunne tillade den slags, så var det bestemt ikke nogen Gud for mig og så ville jeg hellere være foruden.

Vi var fortvivlede.
Hvor skulle vi bo?
Skulle pigerne skifte skole?
Ville jeg kunne finde et nyt arbejde?
Måtte vi alligevel af med dyrene for at kunne finde et sted at bo?

Det var nætter uden søvn hvor jeg tænkte på hvordan jeg bedst kunne skade Tommy og Berit mest muligt. Det var alt fra at skære bremse rørene over på deres bil, madforgiftning til at brænde kirken af (den tanke forkastede jeg hurtigt igen, for så ville den sikkert blive bedre end før).

Jeg kunne slet ikke forstå hvordan folk som kalder sig kristne kunne være så ubarmhjertige. ”Elsk din næste som du elsker dig selv”. Jeg forstod ingenting. De eneste mennesker der støttede mig var mine ukristne venner. Det var selvfølgelig fantastisk dejligt, men jeg manglede nogle ”kirkefolk” der kunne forklare mig hvorfor kristne mennesker og ikke mindst Gud opførte sig sådan.

En dag fik jeg tanken at jeg hellere måtte fortælle det på pigernes skole. De gik på en adventist skole, og skoleinspektøren havde tid til at lytte på mig. Inden længe havde jeg fortalt hende alt, også om min angst for at være fortabt og på vej til helvede. Hun brugte utrolig meget tid på mig. Hun talte kærlighed til Gud ind i mit hjerte igen, og hun fik mig overbevist om at Gud elskede mig som jeg var, og at min datter ikke ville blive sindssyg eller noget andet.

Da jeg begyndte at tro på at Gud ikke var sådan som jeg troede, skete der ting og sager for os. Vi fandt et spændende hus i Jylland som vi tog over og kiggede på. Banken sagde ja til det. 14 dage efter skrev jeg under, og endnu 14 dage efter flyttede vi. Pigerne startede i en lille lokal skole for hurtigt at få venner i nærheden af deres hjem.

Vi havde de tidligere år været på bibelcamping i Albæk og der havde mine piger haft en ungdoms leder fra Jylland som de stadig havde kontakt med. Min datter forklarede ham sagen, og fortalte ham at vi skulle flytte til Jylland. To dage efter vi var flyttet ind stod han uden for vores dør og spurgte om ikke pigerne ville med til ungdomsmøde i hans kirke.

Jeg synes det var en god idé for måske ville de på den måde få det lidt sjovt og samtidig få svar på nogen af deres spørgsmål. To dage senere igen spurgte han, om ikke vi alle sammen ville med ud i kirken til fællesspisning. det gjorde vi. Hvor var det dejligt. Der var en gæstfrihed og en kærlighed jeg ikke havde følt længe. Jeg var meget forsigtig for jeg vidste jo ikke hvor meget de forskellige menigheder talte sammen.

Jeg opdagede hurtigt at jeg ikke behøvede at være nervøs. Endelig havde jeg fundet en kirke hvor jeg kunne føle mig hjemme. ”Deres” Gud var den samme som ”min”. Der var ingen fordømmelse, ingen skæve blikke. Alle er lige, og alle hjælper så godt man kan.

Efter 3 uger med at pakke ud, fik jeg mit ønske job i Esbjerg.

Her ville det jo være dejligt hvis min historie endte, men det gør den desværre ikke.

Selvom vi er lykkelige her, og meget mere end vi var i Ringsted, så har jeg været nød til at få hjælp fra en kristen mand med tilknytning til psykiatrien. Mit had til Tommy og Berit var efterhånden blevet så stort at jeg ikke mere vidste hvordan jeg kom af med det. Jeg vidste godt at vejen ud af det var tilgivelse, men det var for svært. Efterhånden fyldte de grimme tanker så meget at de gode tanker blev skubbet ud.

Jeg havde ikke plads til glæder i mit hoved og jeg nægtede at lade det blive ved sådan der. Det er en underlig fornemmelse at hade nogle mennesker der i grunden med deres gerninger, ubevidst havde givet os et bedre liv og en bedre fremtid.

Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler om mine tanker, og ”min ven” har lært mig et det er okay at føle som jeg føler ind i mellem. Jeg er nu blevet i stand til at kunne tilgive Tommy og Berit for hvad de gjorde imod os. Vel niver lidt når jeg tænker over det, men jeg kommer videre.

Min datter har brug for hjælp for også at komme videre og det skal hun nu i gang med. Jeg håber at ”min ven” også kan hjælpe hende på samme måde som han har hjulpet og forsat hjælper mig.

Intet barn bør gå med en usikkerhed om man nu bliver sindssyg, på grund af noget et eller andet forskruet kvindemenneske har sagt.
Som I kan høre, er jeg ikke nået til at tilgive Lena Løbner endnu, men det bliver jo også nød til at komme en dag, det ved jeg. Somme tider ønsker jeg bare at hun ville føle den samme smerte som hun påførte min datter i Guds navn, og den smerte en mor har over ikke at kunne trøste og forsikre sin datter om, at det ikke vil ske.
De 6 mdr. fra hendes ”profeti” til de var overstået, har nok været de værste vi nogen sinde har været ude for, ikke mindst for min datter der konstant måtte føle efter inden i for at finde ud af om noget ved hende var forandret, og som hele tiden spurgte mig ”Mor, er jeg ved at blive sindssyg?”

Vi er heldigvis kommet videre. Vi er blevet en stærkere familie, og intet kommer nogen sinde til at vælte os igen. Jeg vil godt lige her til sidst sige at jeg på intet tidspunkt mistede min tro på Gud, men at jeg nok snarere lagde ham lidt på hylden. Heldigvis fandt vi hinanden igen, bare i en lidt mere afdæmpet form.

Jeg er flov over at jeg ville have folk til at tro på Evangelist og deres metoder, og er blevet mere afdæmpet mht. at fortælle mit vidnesbyrd, men derfor er jeg alligevel glad for måske at kunne hjælpe andre til at se, at der findes en vej ud til et bedre liv.

Jeg vil gerne takke alle de mennesker der har været med til at hjælpe os igennem alt dette, og initiativtagerne på www.kritisk.dk 

Men mest af alt vil jeg takke mine 2 tapre og modige piger som stolede på mig, og som var i stand til at tilsidesætte deres egne ønsker og behov i vores svære tid. Uden deres uselviskhed havde det ikke været muligt for os at få et ”nyt” liv.

Hilsen Mette.

(lagt på nettet januar 2007)