Evangelist eller helvede ?

Jeg valgte friheden

I løbet af min ungdom og voksen tilværelse har jeg oplevet adskillige gange at have depression. Min psykiske sygdom startede allerede tilbage i barndommen, hvor jeg oplevede massiv mobning og desværre også blev udsat for et overgreb.
Disse oplevelser gjorde, at jeg voksede op med mindreværd og selvudslettende adfærd. Allerede i skolen oplevede jeg flere gange selvmords tanker og, at jeg ingen værdi havde.

I 1993 fik jeg første gang et slemt astma anfald og fra da af var jeg afhængig af astmamedicin for at undgå flere slemme anfald.

I 2005 kom jeg for første gang i kontakt med Evangelist. En god ven af mig inviterede mig på sommerfestival. Dengang husker jeg det som en god oplevelse, nærmest som at være til en koncert. Alle synger med og er glade. På dette tidspunkt var jeg allerede en del af en frikirke og jeg var allerede dengang troende og det faldt mig ikke ind, at jeg var på vej ind i noget dårligt. Mit første indtryk af Evangelist var derfor positivt.

I årene efter får jeg igen depression flere gange og i november 2007 er jeg så syg psykisk, at jeg er tæt på at blive indlagt. Jeg havde flere gange chattet med Evangelist på deres chat. Her viste de mig både kærlighed og opmærksomhed, så da det hele er ved at vælte for mig, tilbyder de mig at komme i behandling i Tabitas hus hos Irma og Jørgen Jørgensen, som er ledere der.

Da jeg på en regnvejrsdag i november 2007 kom til Evangelist, var jeg som sagt psykisk nede og jeg gik både til psykolog/psykiater og tog både antidepressiv medicin og selvfølgelig astma medicin.

Det skulle jeg stoppe med, med det samme, da jeg kom til Evangelist.
Medicin var ikke tilladt, kun i sjældne tilfælde hovedpine piller.

Irma sagde til mig at de ville bede for mig.
Jesus ville sætte mig fri for dæmonerne og helbrede mig. Irma sagde at jeg ikke havde brug for medicin, Jesus havde båret min sygdom på korset og havde altså allerede helbredt mig. Jeg var derfor allerede helbredt og behøvede ikke længere tage min medicin. Irma sagde også til mig, at det offentlige jo havde bevist, at de ikke kunne hjælpe mig, da jeg jo stadig var syg og hos dem kunne jeg blive helt rask og undgå at tage medicin fremover.
Irma sagde, at det var fordi det var dæmoner jeg var besat af og ikke sygdom, derfor havde medicinen ingen virkning haft. Jeg skulle bare sættes fri ved bøn.
Dæmonerne skulle bare bedes ud, så ville jeg blive helt rask.
Jeg var så desperat på dette tidspunkt at jeg var villig til at tro på næsten alt, hvis bare jeg kunne blive rask. Og her var én som sagde, at hun elskede mig og at hun ville lægge sit liv ned for mig, så derfor var det jo heller ikke svært at tro på hende, når hun sagde, at hun havde oplevet flere, der var blevet helt raske og fri for sygdom.

Den første dag jeg var der, startede 3 personer med at bede for mig i 2 timer.                                                                                        
Derefter skulle jeg vaske vinduer udenfor over hele huset. det blev til 5 timers rengøring i træk.
Jeg græd imens og fik at vide, at det var en synd at være ked af det.                                                                                                         
Her bruger de et også et skriftsted fra bibelen. Filipperne kapitel 4 vers 4. "glæd jer altid i Herren, igen jeg siger, glæd jer".
Dette skriftsted bruger de meget og det er nærmest en lov i Evangelist. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke er glad, har jeg synd i mit liv og derfor åbner jeg for, at blive besat af dæmoner.

Jeg er blevet bedt for mange gange. Faktisk sagde Irma, min leder, at jeg godt nok ikke havde gået gennem 3 døgns bøn og faste, men at jeg i hvert fald havde gået gennem bønnen bare over lang tid. Nogle gange var de få, andre gange var de mange, til at bede for mig. Altid foregik forbønnen med tungetale, fysisk berøring og råben. Der hvor man blev berørt fysisk var afhængig af, hvad det var man blev bedt for. Var det f.eks. astma som i mit tilfælde, ja så var det mit bryst og hals, der blev holdt på.

I tilfælde med min depression var det mit hoved, der blev holdt på. Nogle gange når jeg ikke kunne have mere, at de holdt mig, forsøgte jeg at komme fri, hvilket bare resulterede i, at de holdt mig hårdere, og råbte højere i deres bøn for mig. Irma fortalte mig flere gange, at det var satans krampetrækninger. Satan vidste godt at han var ved at miste mig, sagde Irma. Og derfor reagerede jeg så voldsomt ved at forsøge at rive mig fri. Det var ikke mig, der gjorde det, men dæmonerne i mig, sagde hun.
Vi beboere lærte, at jo højere råbene blev, jo mere vandt vi over djævelen. Jeg blev tvunget til at bede med. hvis jeg ikke råbte højt nok, sagde min leder, at hun ikke troede at jeg virkelig ville være fri for dæmonerne. så råbte jeg og hun sagde "højere, du skal mene det" og jeg råbte så højt jeg kunne, for at bevise jeg ville være fri. efter en forbøn, der kunne vare langt over 1 time, var jeg helt færdig både fysisk og psykisk.

På et tidspunkt siger Irma, at hun føler jeg skal gøre op med min fortid.
Jeg havde som sagt haft en dårlig barndom og ungdom og også haft en del kærester, før jeg blev gift. hun tvinger mig nu til at lave en liste med de mænd, jeg har været i seng med. Dem skulle jeg så bekende højt med navns nævnelse, og bede Gud om tilgivelse for at have bedrevet utugt. Det skulle jeg gøre mens de andre hørte på det. Igen bruger de et skriftsted "hvad to eller flere bliver enige om" Det skulle så være en bekræftelse på, at Gud så ville glemme min synd.  Med det mente de, at når jeg var der og mine ledere der var til stede, blev enige om at bede Gud om tilgivelse, ja så ville Gud tilgive mig og glemme min synd.

På dette tidspunkt havde jeg allerede fået at vide flere gange, at jeg ikke måtte sætte spørgsmålstegn ved det min leder sagde, det ville være oprør. Så når Irma nu sagde at jeg skulle bekende højt, ja så måtte jeg gøre det.
Jeg følte det som en ydmygende oplevelse, at sige disse navne. Mens det stod på oplevede jeg at jeg gik i stå og havde svært ved at fortælle om mændene. Da jeg var færdig med at bede Gud om tilgivelse, begyndte Irma at bede for mig. Det var ikke særligt rart. Hun berørte mig på brysterne, underlivet, maven. For som hun sagde, var det jo steder, som dæmonerne kunne have sat sig, gennem tiden med de forskellige mænd.

Jeg var jo også blevet moppet meget i skolen. Faktisk havde jeg siddet alene indtil jeg kom på efterskole i 10. klasse. I alle de år var jeg blevet moppet fordi jeg havde tisset i sengen. Da Irma jo ville gennemgå hele min fortid, fortalte jeg hende også om det. Hun sagde, vi var nødt til at gennemgå alle ting, da det jo kunne være indgange for dæmonerne, til at besætte mig. Hun sagde, at ALT var nødt til at komme frem i lyset, altså blive fortalt om, for at djævelen kunne miste sin magt over mig. Først når det var kommet frem i lyset, kunne Gud tilgive mig, at jeg havde åbnet op for dæmonerne og først der kunne Jesus sætte mig i frihed. Når alle de dårlige oplevelser i min fortid var blevet fortalt og tilgivet af Gud ville jeg få det godt igen.
Nå men, efter at have fortalt om dette med mobningen, tvang hun nu mig til at tilgive alle, der havde moppet mig. Også her måtte jeg bede Gud om tilgivelse for at have åbnet op for, at dæmonerne kunne besætte mig.

Jeg havde også været udsat for et overgreb da jeg var barn, Irma spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde sagt fra over for ham. Jeg svarede, at det turde jeg ikke. Jeg måtte nu fortælle om detaljerne, hvad han gjorde ved mig, hvor han rørte mig etc. Irma sagde også, at eftersom ham, der havde udsat mig for overgrebet stadig levede, så måtte jeg for at lukke helt for dæmonerne, skrive et brev eller ringe til ham og fortælle ham, at jeg havde tilgivet ham. Hvis jeg ikke gjorde det, så ville der stadig være en dør på klem, for at dæmonerne kunne besætte mig.
Irma mente, at jeg så havde åbnet op for dæmonernes indgang der. Ja jeg var bare en lille pige, men jeg skulle have bedt ham stoppe sagde hun. Efter at have fortalt om overgrebet skulle de bede for mig, så jeg kunne blive fri for de dæmoner fra den gang.

Det var en slem oplevelse. Irma holdt mig på brystet, på mit underliv og på mit hoved, det var ganske forfærdeligt. Jeg husker at jeg skreg meget, men jeg var også meget berørt af, at have fortalt om alle detaljerne. Jeg havde det ganske rædselsfuldt. Jeg skammede mig sådan.

I min ungdom havde jeg også fået 2 aborter. Her skulle jeg igen bede Gud og de to ufødte børn om tilgivelse for at have syndet ved at slå dem ihjel. Irma sagde, at børnene levede hos Gud og hvis jeg ikke bad Gud om tilgivelse, så ville deres blod sidde på mig og ville blive mig til dom, når Jesus kom tilbage.

Jeg havde på et tidspunkt fået massage på grund af dårlig ryg. Jeg havde fået massage af en mand og det var i min leders øjne helt forkert. Massage er ok, når det foretages kvinde til kvinde og mand til mand. Hvis du er gift er det ok, at din mand giver dig massage, men at lade en anden mand give dig massage er meget forkert. Han rører dig jo og det opfattes som utroskab. Jeg havde på den måde begået utroskab mod min mand, da det her jo var en fremmed mand. Dette måtte jeg også bede om tilgivelse for.
Jeg fortalte også, at jeg havde været igennem hypnose. Hypnose er i deres øjne det samme som at lukke op for forkerte ånder. Hypnose har i virkeligheden noget med ånder at gøre. De sagde til mig, at jeg der havde skabt en åbning for at dæmonerne kunne besætte mig. Og det måtte jeg selvfølgelig bede Gud om tilgivelse for at have gjort og dernæst skulle jeg sættes fri for de dæmoner.

Os fra Tabitas Hus, vi holdt møde om søndagen på Vildkildegård i Arnborg. Når vi kørte af sted til møde, havde vi bare at være glade. Folk derude skulle jo se at det gik fremad med os beboere. Hvis jeg havde en dårlig dag, måtte jeg finde "masken af glæde" frem, ellers fik jeg så meget ballade.

Hvis jeg ikke var glad, fik jeg besked på at begynde at tale i tunger eller at begynde at synge evangelist lovsange, indtil jeg blev glad.
Husker engang vi var til møde derude. en af lederne spurgte mig til mødet, om jeg havde det godt. Jeg svarede at jeg ikke havde nogen problemer. Jeg havde ikke lyst til at åbne mig foran dem alle sammen. Efter mødet tog Solveig, en af medarbejderne i Tabitas hus fat i mig. Hun sagde, at hun godt kunne se, at jeg løj. Hun sagde, at jeg måtte snart beslutte mig for om jeg ville tilhøre Gud eller satan. Ville jeg tilhøre Gud, så skulle jeg gå hen til den leder der havde spurgt mig om jeg havde det godt, og sige undskyld til ham fordi jeg ikke havde sagt, at jeg havde det skidt.

Irma og medarbejderne der var omkring mig, lærte mig, at jeg var nødt til hele tiden at undgå at åbne en dør for at dæmonerne kan komme ind og besætte sig. Derfor skal man holde sig til bibelen 100 % ellers vil man blive besat af dæmoner.

Jeg boede fast derude fra november 2007 til marts 2008 fra søndag morgen til torsdag aften. I den tid jeg boede fast derude, skulle jeg gøre alt, hvad de bad mig om. Jeg skulle have morgenmaden klar til alle kl. 7.00. Jeg skulle også sørge for at der var tændt op i fyret, så der var varmt når alle de andre i huset kom ned. Tit kom Emma, den anden beboer først og så kom de andre dryssende 7.10 - 7.15. Vi måtte ikke begynde at spise, før de andre var kommet. Så skulle jeg bede for maden og så måtte vi først begynde at spise.
Efter morgenmaden skulle vi fodre høns og så havde vi stilletid indtil ca. kl.10. Stilletid vil sige at vi skulle læse i bibelen, bede til Gud og synge lovsange men alene i et rum.
Derefter fik vi tildelt dagens opgaver, som kunne bestå af rengøring over hele huset, havearbejde, bagning, vasketøj etc. For det meste var det os beboere, der stod for arbejdet. Der var hele tiden, noget der skulle gøres.

Da jeg nu boede fast derude, havde jeg selvfølgelig nogle sager derude. Jeg havde fået nogle hylder i et skab, da vi ikke var mere end 2 - 3 beboere.
Jeg husker engang, hvor der skulle komme en ny beboer. Jeg fik besked på at rydde mine hylder, så i stedet for 4 - 5 hylder måtte jeg nu nøjes med 1 hylde. Jeg blev enormt ked af det. Følte at jeg ikke rigtigt hørte til. Men jeg vidste godt, at det ikke hjalp at beklage sig. Så jeg gik og talte med mig selv og muggede lidt over det. Det opdagede Solveig, medarbejderen. Hun skældte mig huden fuld, og selvfølgelig brød jeg helt sammen. Men hun blev bare ved og hun blev rasende over, at jeg "kunne lade mig gå på af en bagatel". Fortalte hende at jeg ikke følte, at jeg havde ret til at være der. Hun blev bare mere og mere rasende. Irma var ikke hjemme, hun var på arbejde. Solveig sagde, at hvis jeg ikke kunne finde ud af at underordne mig, så kunne jeg bare tage alle mine ting med hjem. Så måtte jeg jo tage de ting med som jeg havde brug for, hver gang jeg kom derud. Nu satte hun mig så i gang med at bede om tilgivelse for at jeg ikke havde underordnet mig. Jeg kom til at bede det meste af aftenen, da jeg ikke kunne finde glæden og det skulle jeg bare finde. Ved 24-tiden kom Irma hjem fra arbejde. Nu fortsatte mareridtet så. Irma og Jørgen skældte mig ud, råbte og skreg af mig. "At de ikke ville finde sig i, at jeg skulle bestemme i deres hjem".. at jeg bare havde at gøre som der blev sagt, ellers kunne jeg ikke få hjælp af dem... så kunne jeg bare tage hjem og ende i helvede.
De satte mig nu til at bede mere, fordi jeg igen var brudt sammen. Jeg skulle altså bare finde den glæde frem. Så gik de i seng og jeg bad og bad og bad. Men jeg blev ikke glad. Til sidst var jeg totalt kvæstet og udmattet og gik bare i seng.

I løbet af nogle måneder fik jeg det mærkeligt nok bedre. I marts 2008 ville kommunen sende mig i arbejdsprøvning på et plejehjem fordi jeg var sygemeldt, mens jeg var i Tabitas hus. Efter at have været til samtale på plejehjemmet begyndte jeg at blive helt vildt bange for, om jeg nu kunne klare det og derfor syntes Irma, at det var en dårlig idé. Irma var overbevist om, at det ikke var Guds plan for mig. Så nu befalede Irma med det samme, at jeg skulle ringe ind på kommunen og sige, at jeg ikke havde brug for den arbejdsprøvning og at jeg nu meldte mig helt rask, selvom det jo ikke var tilfældet. Irma sagde at, nu måtte jeg så springe ud i tro på, at Gud nok skulle komme med de penge, som jeg havde brug for. Irma var jo godt klar over at jeg var gift og at vi havde hus og derfor også faste udgifter, som der skulle penge ind til. Så med tro mente hun, at Gud nok skulle sørge for at vi havde til terminen.

Dette her var en torsdag formiddag. Da jeg kom hjem til mig selv torsdag eftermiddag, lå der en check fra skattevæsenet til mig. "Det opfattede jeg dengang som bevis på, at Gud havde omsorg for mig".
Fredag morgen mødte jeg en af mine tidligere kollegaer. Jeg spurgte hende om de manglede nogen og jo det gjorde de. Fredag middag mødte jeg på arbejde. Fik nu 32 timer hos dem. Faktisk kom jeg nu tilbage på den arbejdsplads, som jeg havde været på før og det var godt. De kender mig og ved jeg har astma og er psykisk nemt at knække og alligevel har de altid taget godt imod mig. Irma sagde til mig, at alle de her ting der skete på 2 dage, var bevis på, at Gud ved bedst hvad vi skal.

Nå men da jeg starter på det job, begynder Irma at sige, at nu skal jeg selv bede for mine problemer og de skal ikke hjælpe mig. Men jeg skal dog stadig være beboer og være underlagt Irma.

I maj 2008 fik jeg et slemt astma anfald, mens jeg var hos dem i Tabitas Hus. De bad for mig i 2 - 3 timer, 5 - 6 personer indtil jeg var så afkræftet, at jeg ikke kunne sidde op på sengen. Så ringede de efter en vagtlæge. Da han kom måtte jeg lyve for ham, da han spurgte, hvornår jeg sidst havde taget medicin. Irma havde før talt med mig om, at jeg ikke skulle fortælle min læge, at jeg ikke tog min medicin for det ville hun nok ikke kunne forstå. "lægerne ved jo ikke bedre" sagde hun.
Jeg husker jeg sagde til vagtlægen, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde taget medicin. (det kunne jeg jo godt men Irma sad jo ved siden af mig og jeg vidste jo at jeg ikke måtte afsløre dem efter vores tidligere samtaler). Irma sagde ingenting, så jeg følte at det var ok med Irma med "den slags løgne". Vagtlægen undersøgte mig. Han sagde, at han ville have mig indlagt, da han syntes jeg var meget dårlig. Men det ville jeg ikke. Jeg ville bare have en indsprøjtning. Det gav lægen mig så og gav mig besked på, at kontakte min egen læge næste dag, hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde. Men jeg var meget syg resten af natten.

I juli 2008 fik jeg et nyt astmaanfald, mens jeg var hjemme hos mig selv. Jeg ringede til Irma, tænkte slet ikke på læge, og sagde at de skulle bede for mig. Hun sagde at hun ville ringe til en læge, når hun nu ikke var hos mig. Han kom ca. 20 min. efter. Da han kom, gav han mig en indsprøjtning og sagde, at han ikke behøvede at undersøge mig yderligere og han ringede straks efter en ambulance. Jeg lå ind over vores spisebord, mens redderne gav mig ilt og alt muligt. Husker jeg kom ud på båren og husker så ikke mere før nogle timer senere. Jeg føler selv det var tæt på. Og nej jeg havde jo ikke taget medicin siden november 2007
Mens jeg var på sygehuset, tænkte jeg godt nok på, om jeg nu også VAR helbredt. Men samtidigt kom skyldfølelsen over, at jeg kunne tænke sådan. Det var jo en forkert tanke. Og jeg tænkte bagefter, at det måtte være satan, der havde plantet sådan en tanke i mig.

Nu her efter jeg er kommet ud af evangelist, kan jeg godt se, hvor sygt det var at tro sådan. Men det var jo sådan jeg igen og igen havde fået at vide at jeg skulle tænke

Når man er med i Evangelist er man automatisk medarbejder på sommerfestivalen. Jeg gjorde toiletvogne, badevogne og køkkenvogn rent. Jeg gjorde rent ca. 3 timer om dagen, en time af gangen.
En af dagene fik jeg ondt i ryggen af rengøringen. Irma gav mig besked på at gå til forbøn og blive bedt for. Men jeg blev ikke helbredt. Da jeg sagde det, fik jeg besked på kun at sige, at jeg var helbredt og at jeg ingen smerter havde. Jo det var en løgn, men man skulle jo tale positivt. Det handler om at tale tro og så kommer helbredelsen ALTID fik jeg at vide.
Ugen efter tog jeg til lægen, da jeg næsten ikke kunne gå på grund af smerter i ryggen. Jeg fortalte det til Irma. Hun blev så vred på mig, fordi jeg var gået til lægen. "om ikke jeg troede, at Jesus kunne helbrede mig" "hvorfor jeg så tog til læge" "så tog jeg jo helbredelsen væk igen" " så bad jeg jo selv dæmonerne om at komme ind i mig igen". Igen råbte hun det ind i hovedet af mig. Jeg fik en sprøjte ved lægen, som hjalp midlertidigt og en henvisning til fysioterapi, som jeg ikke gjorde brug af.

Når man går ind i Evangelist, accepterer man at underlægge sig sin leder.
Lederen har ALTID ret og ved bedst hvad der er godt for mig.

Jeg havde fra start af sommerfestivalen fået at vide, at det sluttede fredag aften og at vi tog hjem lørdag. Jeg havde aftalt med min mand, at jeg kom hjem lørdag. Men til morgenmaden fik vi at vide, at vi først måtte tage hjem søndag aften. Sagde til Irma, at jeg tog hjem, for det havde jeg aftalt med min mand. Det måtte jeg ikke. Men jeg blev ved at spørge. Og Irma sagde så, at så måtte jeg selv finde ud af at komme hjem. De kunne ikke køre med mig. Jeg ringede så efter en veninde, der intet har med Evangelist at gøre. Hun kom med det samme og hentede mig. Vi kørte så ned til det sted hvor Irma gjorde rent for at sige, at nu tog jeg af sted og sige farvel, men Irma var så vred på mig, at hun ikke engang ville sige farvel til mig.

Jeg skulle på arbejde kl. 12 næste dag. Jeg græd uafbrudt i 2 timer og nej jeg blev ikke glad. Kl. 02.30 gik jeg i seng. Jeg var så fysisk og psykisk træt. Jeg var helt udmattet. Hvis Irma var kommet op der, er jeg sikker på jeg ikke havde fået lov at gå i seng.
Jeg vågnede igen ved 5-tiden. Jeg var totalt i krise. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare at møde dem til morgenmaden kl. 7. De ville jo kunne se, at jeg ikke var glad. Jeg ville bare få besked på at melde mig syg og så skulle jeg bede, indtil jeg var glad. Jeg vidste, at det ville være sådan det kom til at foregå. Derfor da jeg vågnede kl. 5, tog jeg en beslutning om at gå hjem til Herning ca. 7 km.

Jeg græd hele vejen hjem, tænkte flere gange på at hoppe ud foran en bil og så var det slut. Men på det tidspunkt var det heldigvis begrænset med biler. Da jeg kom hjem sov jeg til kl. 11 og hvordan det lykkedes mig at komme på arbejde, ved jeg ikke, men jeg gjorde det. Jeg var så meget i krise, at jeg havde haft bedst af at blive indlagt på det tidspunkt.

Jeg var syg hele den uge fra Tabitas hus og var hjemme hos min mand og søn. Hvordan jeg fik lov til det, husker jeg ikke. Om fredagen ville der så komme en ny beboer, som jeg skulle være med til at bede for hele weekenden. Jeg cyklede derud efter arbejde, jeg havde fri kl. 18. Den nye beboer skulle så komme kl. 21. På vej derud begyndte jeg at græde. Jeg havde slet ikke lyst til at tage derud. Jeg var stadig meget mærket efter sidste weekend. Så jeg tog en beslutning. Jeg ville stoppe derude. Men jeg var så bange for Irma, at jeg ikke turde sige det, som det var. Så jeg besluttede at lyve over for dem. og sige, at min mand ikke ville have, at jeg skulle kommer der mere.

Da jeg kom derud, var der kun 2 medarbejdere og en anden beboer hjemme. Solveig, medarbejderen, sagde til mig, at det var et angreb fra satan, fordi han kunne se, at han var ved at miste mig. Vi skulle bare bede for mig, så ville jeg blive fri for den dæmon, som hun kaldte en kontrol dæmon. Jeg græd og græd, troede ikke jeg fik lov at tage hjem igen. Jeg sagde, at jeg ville tage hjem og se om, jeg kunne overtale min mand til, at jeg måtte være der. Igen en løgn, for at slippe fri.

Jeg måtte ikke gå, før Irma kom hjem. Da Irma kom hjem, blev hun rasende på mig. Hun kunne jo se, at jeg ikke var glad. Jeg fortalte hende så, at jeg tog hjem igen da min mand ikke ville have, at jeg var der mere. Irma sagde, at jeg da vel selv bestemte over mit liv. Jeg svarede, at min mand ville forhindre mig i at se vores søn, hvis jeg blev hos dem.
Irma sagde, at de ville hjælpe mig. jeg skulle bare tage hjem og hente Rasmus min søn, så skulle de nok skjule os begge to for min mand, indtil han gav op og forlangte skilsmisse.
Da jeg er en kristen, må jeg ikke lade mig skille. men min mand tror ikke på Gud, så han må godt lade sig skille. Og Irma sagde, at når jeg havde Rasmus hos mig, ville jeg automatisk få forældre myndigheden.

Jeg var virkelig bange den aften. Jeg var bange for, at de ikke ville slippe mig. Irma spurgte mig "Er det virkelig det du vil med dit liv" "forlade Evangelist og Gud og gå tilbage til din mand og helvede og ende resten af dine dage på psykiatrisk". "for det kommer du til, hvis du forlader os".

Derfor aftalte jeg med Irma, at jeg tog hjem og pakkede og så ville de komme og hente mig og min søn om søndagen, jeg var glad fordi, jeg fik lov til at tage hjem. Tog hjem og fortalte min mand meget af det, der var sket. Han lovede, at han ville passe på mig. Han ville give dem besked om at gå, hvis de kom. søndag morgen sendte jeg en sms om, at jeg var syg og at vi skulle udsætte det.

Efter jeg havde meldt mig syg fra Tabitas hus, kontaktede de mig flere gange på sms og mobil. Ugen efter jeg havde meldt mig syg fra dem, gik jeg til lægen. Jeg var så deprimeret og havde svært ved at passe mit arbejde. Men den arbejdsplads jeg havde, kendte til mit forhold til Evangelist. Chefen er helt nede på jorden og nem at tale med. Jeg havde fortalt ham noget af det og hvorfor jeg pludselig havde fået det så skidt. Faktisk var det dem, der sagde at jeg skulle gå til lægen og få noget medicin.

Nå men jeg gik så til lægen, som er en kristen folkekirkemand. Han har i den grad hjulpet mig med samtaler bagefter. Ud over ham har jeg også en anden kvindelig læge, som har været fantastisk og som også er en kristen. Phillip, min læge sagde, at jeg skulle smække røret på, hvis det var Evangelist der kontaktede mig.

Jeg blev også ringet op en del gange af Irma i den uge, men jeg var fast besluttet på ikke at komme derud igen. Jeg var så bange for dem. Bange for at de ville spærre mig inde, hvis jeg kom alene ud og hentede mine ting, så jeg tog en veninde med ud for at hente de sidste af mine ting. Jeg ringede til Irma og spurgte, om hun var hjemme. Det var hun ikke, men en af medarbejderne var hjemme. Det passede perfekt for mig, det fortalte jeg dog ikke hende. Nu tog jeg så derud med min veninde og var ikke så bange for det. For de kunne jo ikke gøre mig noget, når hun var med.

Alle i Evangelist betaler 10 % af deres brutto indkomst til Evangelist foreningen. Nogle har halvtids arbejde, nogle få tror jeg har et fuldtids arbejde.
Derudover betaler dem, som ikke selv har hus, husleje til dem de bor hos.
Det koster 3.000.- at bo til leje i måneden og 1.500.- til kost. Sådan var det i hvert fald i Tabitas hus.
Jeg kan også huske at Irma sagde, at det skulle jeg betale, hvis jeg blev flyttet til Sjælland. Jeg betalte dog kun 500 kr. om måneden men boede der jo heller ikke fuldtids.
Irma sagde godt nok til mig hen mod slutningen, at når jeg blev fuldtids beboer, så skulle jeg også betale de 4.500.- om måneden.
Når nogle af medarbejderne ikke kunne betale, ja så kunne de skylde til de tjente nogle flere penge.

En anden ting jeg oplevede var: På nogle af de offentlige møder rejste Christian Hedegaard sig pludselig op og sagde "Her er en mand som skylder 52.000.- væk". "ham skal vi samle ind til, må jeg se nogle hænder, der kan give 1.000.-" I løbet af måske 15 minutter havde man så samlet de penge ind.

En anden gang: Vi havde haft bønne og faste uge og sluttede så af på Sjælland med et stort møde. Irma fortalte på vej derover, at de ingen penge havde. Faktisk havde de et stort underskud på deres konto. Under det her møde siger Christian Hedegaard så:" Irma og hendes mand har et stort underskud". " de er mine gode medarbejdere". "Nu samler vi ind til dem". Alle har noget at give, om det så er smykker eller penge". Så måtte vi lige pludselig finde på noget. Jeg måtte give dem en ring, da jeg ikke havde nogen penge, at give dem. Ligeledes blev der her i løbet af 10 - 15 minutter samlet over 15.000.- ind.
Næste dag havde vi så afslutningsmøde. Igen skulle vi give noget.
Christian Hedegaard sagde "I skal give noget til Gud, der gør virkelig ondt på jer". "Måske er det et hus, måske er det hele jeres næste månedsløn". "I skal ofre noget til Gud i aften". Irma fortalte bagefter på vej hjem fra Sjælland, at de havde givet alle de penge væk, de havde modtaget aftenen før.

Noget jeg kan huske Christian Hedegaard også har sagt under et offentligt møde: "Vi havde en beboer, som vi havde hjulpet". " så forlod han os og begyndte at tale negativt om os". "7 dage senere var han død". " det er sandt, det skete virkeligt" sagde han.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var som om, han tvivlede på, hvad han sagde. Så sagde han "det er sandt". Sådan en udtalelse kan virkelig gøre én bange. For tænk nu hvis det virkelig sker..

Noget af det vi skulle hjælpe med os som var beboere, var dels at holde huset for Irma og hendes familie. Vi skulle lave mad, gøre rent, hugge brænde og hjælpe med at gøre andres sommerhuse rent. De penge der kom ind, for at gøre sommerhuse rent, beholdt Irma og hendes familie selv. Jeg har aldrig fået nogen penge af dem for at hjælpe til. De andre får så vidt jeg ved, heller ikke penge. De betaler kun de 4.500.- i måneden og deres tiende af deres brutto indkomst. Det var hårdt at gøre sommerhuse rent. Det skulle jo gøres ordentligt, men det måtte heller ikke tage for lang tid. Der er 2 sommerhuse, de har fast at gøre rent, som i øvrigt ejes af David Klit/Zelot og hans far. Det er sommerhuse med plads til ca. 20 personer, så der er meget at gøre rent. Jeg kan huske, jeg sagde til Irma på et tidspunkt, at jeg syntes det var hårdt både at være hos dem og hjemme.
På den måde fik jeg jo dobbeltarbejde. Når jeg var hos dem skulle jeg lave mad og gøre rent og når jeg kom hjem, skulle jeg også gøre det. Så havde jeg aldrig fri.
Irma sagde, at så kunne jeg jo bare vælge at blive fuldtids beboer. Men det ville jo ikke hjælpe, så havde jeg jo stadig aldrig fri, men det sagde jeg nu ikke til hende, det turde jeg ikke.

Andre beboere:
Jeg har været med til at bede flere igennem mens jeg var i Tabitas hus.

En beboer lad os kalde hende H var dybt afhængig af medicin. Hun havde flere psykiske sygdomme og boede i en beskyttet bolig i København. Selv om hun jo stadig havde hendes frie valg, så havde hun dog en værge, det var Irma.
Irma fortalte at de havde i en del år forsøgt at overtale H til at komme over til os og en dag hentede de hende så i København. Da de kom hjem med hende, kunne man se i hendes øjne, at hun var psykisk syg. Hun ville først ikke have, at andre end Irma kom ind til hende. Men Irma gav hende streng besked på, at det havde hun ikke lov til at bestemme.
En af de gange jeg var inde for at bede for hende, var sammen med Irma. H skreg og skreg og jeg fik besked på at holde hende fast. Som Irma sagde, "det er dæmonerne i hende, der er ved at slippe".
I dag tror jeg ikke på det, men det gjorde jeg på det tidspunkt. Hun virkelig slog og sparkede for at slippe fri. Jeg sagde til Irma bagefter, da vi var blevet alene, at jeg var blevet bange og at jeg ikke turde gå ind og bede for hende mere. Irma sagde "så er det virkelig, du bare skal stå fast, så vil dæmonerne slippe dig mere" " så skal du bare ind og bede for hende noget mere".
Næste gang jeg skulle ind og bede for hende, var om natten. Der skulle jeg bede for hende alene. Jeg var så bange at jeg konstant de næste 2 timer bare sad og talte i tunger, for bare at finde lidt ro. I dag ved jeg ikke længere om det var tungetale eller bare noget jeg rablede af. H skulle jo igennem 3-dages bøn og faste, men efter 2 dage ville hun ikke mere. det endte med at Irma og Jørgen kørte hende til toget i Herning, hvor hun så selv måtte tage hjem til København

Jeg har også været med til at bede for en narkoman, der kom lige fra gaden. Lad os kalde hende N. Hun er stadig i Evangelist og har selv fortalt mig hendes version af hendes ankomst til Evangelist. Hun fortalte selv, at kort før hun kom til vores møde havde hun taget en masse stoffer så hun var altså påvirket fra dag et af. Nå men vi tager hende med hjem fra Sjælland i vores bus og starter 3-døgns bøn og faste da vi kommer hjem. hun ser hærget ud, da hun kommer.
Efter ca. 1½ døgn husker jeg Irma kommer ned og fortæller, at hun lige havde været oppe ved N. Irma var gal fordi N havde sagt at hun ikke kunne holde ud, at vi bad højt for hende. At hun var træt af at høre bibelen læst op og at hun trængte til fred og ro. Irma sagde at hun havde bedt hende overveje at stoppe, hvis hun ikke ville gøre som der blev sagt. Altså at bede med, at synge med når vi sang sammen med hende, at læse op fra bibelen etc. Det endte med at N stoppede efter 2 døgn.
Vi var alle virkelig kede af det kan jeg huske. Vi havde sådan håbet på at en ny beboer endelig kom ind.

Da jeg kom ud af evangelist, havde jeg store angst problemer og havde svære psykiske problemer. Når jeg nu ser tilbage, kan jeg se, at jeg var så syg, at jeg ikke var i stand til at se, hvad der var godt eller skidt, rigtigt eller forkert og jeg var derfor ikke i stand til at se klart og træffe de rigtige valg

Da jeg kom ud havde jeg også store problemer med at finde ud af hvem Gud var/er. I Evangelist er Gud en der dømmer hårdt, hvis der bare er antydning af, at du har synd i dit liv.
Evangelist siger, at han er en kærlig Gud, men i dag synes jeg ikke at kunne finde en kærlig Gud i det, som jeg blev udsat for i Evangelist.

Jeg tror stadig på Gud. Men jeg tror på en Gud som elsker mig for den jeg er. Jeg tror stadig på at der kan ske mirakler. Men jeg tror ikke på, at vi mennesker kan befale miraklerne at komme.

 I dag tager jeg igen medicin for både astma og psyken og det har jeg det godt med. Min psykiater har skrevet til kommunen på mine vegne: "det at Lis har været i Evangelist har gjort varig skade på hendes psykiske sygdom" I dag er jeg førtidspensionist.

Efter at jeg er kommet ud af evangelist, har jeg måttet starte forfra med at bygge et netværk op. De venner jeg havde før, har jeg på ny opsøgt igen. Mit netværk er lille i dag, men jeg kan stole på dem. Jeg ved, de ikke vil mig noget ondt.

Jeg opsøgte også dialog centret, min lokale folkekirke præst og selvfølgelig kritisk.dk. Jeg har fået en fantastisk hjælp af dem.
Jeg har 2 fantastiske læger, som begge er kristne, som i den grad hjælper mig og jeg kom tilbage til den psykiater, som jeg havde gået ved før.
Og min kære mand. Han kunne ikke hjælpe mig med min tro, men han var der for mig.
Uden den støtte jeg har fået alle vegne fra, ville jeg ikke kunne sidde her og skrive min historie men takket være dem alle sammen, så er jeg nu godt på vej.

Lis