Linette´s erfaringer

Jeg er en frisk pige på 25 år, netop nu studerer jeg til sygeplejerske. Mens du læser dette har jeg højst sandsynligt mistet den totale kontakt til min søster. Dette fordi jeg har valgt, at fortælle om mine oplevelser omkring hende og hendes valg om, at gå ind i foreningen Evangelist. Hun har nemlig sagt til mig, at hvis jeg skrev mere om Evangelist, ville hun ikke længere have kontakt til mig. Sandheden er bare at jeg føler, at hvis mine oplevelser kan hjælpe andre i samme situation som jeg, eller få nogle til at tænke sig om en ekstra gang, så har jeg gjort en forskel. Sagen er samtidig den at jeg mistede min søster i august 2002, hvor hun valgte Evangelist til fordel for hendes familie.

Jeg vil starte med at fortælle lidt om vores barndom, da dette er relevant i forhold til udfaldet af de valg både hun og jeg har truffet gennem de senere år. Det vil give dig en forståelse for hvorfor hun kom ind i Evangelist og hvorfor det gør så ondt på mig den dag i dag, at hun har valgt Evangelist.

Egentlig havde vi en god og kærlig opvækst, men i 1989-1990 sker der noget som forandrede resten af vores barndomsår drastisk. Et nært familiemedlem valgte at gøre os ”voksne” ved at misbruge os seksuelt. Ikke alene, men også sammen med to andre børn i familien. Han misbrugte mig alene og os sammen. Dette satte naturligvis sine spor i sjælen hos min søster og jeg. Vi blev begge mere indadvendte, men viste det på hver vores måde. Hun blev stille og jeg skjulte min sorg bag et ”jeg er glad ansigt”.

I 1995 valgte vores familie at flytte fra Langeland til Svendborg.. Det skulle vise sig at blive lidt for stor en udfordring for os begge. Jeg var egentlig heldig for jeg fik hurtigt nye venner, værre gik det for min søster, som kom ind i en meget klikedannet klasse. Hun havde derfor vanskeligere ved at finde sig en nær ven/veninde. Det betød for hende at hun fik et dårligere selvværd, og at selvmordstanker truede hende. Jeg havde det på samme måde, men viste det først til omverdenen i 9. klasse (1996-1997). Jeg kunne ikke opretholde min skal og en kær veninde tog fat i mig, og hev mig med til noget ungdomsrådgivning i byen. Her vurderede man efter nogen tid, at jeg havde behov for mere hjælp end de kunne tilbyde. Jeg var en hidsig teenager og ville bare hjemmefra. Kommunen blev alarmeret og det resulterede i at familien fik et brev derfra om et møde. Ingen i familien vidste noget om hvad jeg havde foretaget mig, så det kom helt bag på dem. Overraskelsen var derfor stor og jeg måtte så fortælle hvad vores familiemedlem havde gjort mod os år forinden. Min søster reagerede ved at blive sur og nærmest hidsig, familien blev ked af det og jeg mere eller mindre lettet. Resten af familien, på nær papmorfar, bliver informeret og vores familiemedlem indrømmer overfor den nærmeste familie, at det jeg siger er sandt.

Min søster siger på daværende tidspunkt at hun intet huskede om misbruget. Uanset hvor mange gange vi spurgte ind til det sagde hun fra. Sådan sagde hun i nogle år.
Min søster har på Evangelists egen hjemmeside fortalt sit vidnesbyrd (du kan finde det under mirakler og det hedder: Fri for frygt og mindreværd). Her er sandheden stillet en smule anderledes op. Her er et lille uddrag af hvad der bliver skrevet:

Familien vidste godt, at der var sket et overgreb, dog var det først for nylig, de fandt ud
af, at det også var gået ud over hende, men da .... selv var blevet
misbrugt som barn, holdt man hånden over ham med det resultat, at børnene
fik en enorm skyldfølelse.
- Jeg troede på løgnen. At det var synd for ham, og at jeg selv havde lagt
op til det, selv om jeg kun var en lille pige, siger Malou.
- Naturligvis har det påvirket mig. Jeg syntes, det var pinligt og turde
ikke tale om det.

For det første vidste familien godt, at det var sket for hende allerede i 1997, for det havde jeg fortalt. Dengang ville hun bare ikke indrømme det. Ja familien holdt hånden over vores familiemedlem, ikke den nærmeste familie, men hans nærmeste familie, det vil sige vores mormor og vores ene moster (vores papmorfar fandt først ud af det for 2 år siden, familien havde valgt at holde det hemmeligt for ham p.g.a. dårligt hjerte). Der er ingen der ved med sikkerhed, at vores familiemedlem også blev misbrugt seksuelt som barn, så det er sladder som aldrig er blevet bekræftet. Jeg tror ikke man holdt hånden over ham af den grund. De troede ganske enkelt ikke på historien. Der blev ikke talt om det efter 1997, da den side af familien ikke mener at man skal snakke om den slags. Det er kutyme at man tier den slags ihjel. Det kom først på banen igen i 2003-2004, hvor vi for første gang bliver klar over at min søster rent faktisk kunne huske det. Vores velbevarede hemmelighed var altså kommet frem allerede i 1997, og ikke for nylig som der bliver skrevet her. Og det var kun mig der var involveret for alvor, for det var kun mig der fortalte det. Alle andre benægtede. Desuden indrømmede vores familiemedlem jo overfor vores nærmeste at det var rigtig nok, han har bare aldrig indrømmet det over for resten af sin familie.

Sandheden er altså beskrevet på en lidt fordrejet måde i min søsters vidnesbyrd, og det beviser bare at man pynter lidt på den for at gøre sig selv mere interessante. Hun skriver også hun stod i skyggen af mig, måske har hun følt det sådan, men sådan har det bare aldrig været hverken ifølge mig eller resten af familien. På en måde var det lidt omvendt, for jeg var faktisk død misundelig på hende i flere år. Følte mange gange at hun var mere elsket, end jeg hos vores bedsteforældre, fordi hun ikke lavede ”ballade”. Men det lyder lidt som om, ud fra dette vidnesbyrd, at familien var lidt ligeglade, det var den nærmeste familie bestemt ikke. 

Men efterhånden begynder jeg at få det lidt bedre. Der var ikke så meget kaos i hovedet som før, selvom det lå og lurede bagved. Jeg begynder faktisk at få nogle forholdsvis gode år. Min søster finder samtidig også en god veninde. En tilflytter fra Sjælland. Denne pige var af kristen familie (Pinsebevægelsen) og hun introducerer min søster for denne religion. Hun begyndte så småt at komme mere og mere i Pinsekirken og vi som familie ser hende endelig gå op i noget. Selvom vi ikke anede hvad det var for noget og lidt frygtede det, så vi en anelse bedring på min søster. Hun blev mere udadvendt og hun dyrkede sin store passion for at synge. Venindens forældre virkede også på mange måder ganske som vi andre, de kunne nyde en øl og hygge sig med dette uden problemer, og derfor anså vi det ikke som nogen trussel at hun kom der. Så vi accepterede hendes valg fuldt ud. I den tid kunne man ikke hverken mærke eller se på hende at noget var galt indeni (hun var lige så dygtig som jeg til at skjule sin sorg).

I august 2002 sker der dog noget nyt. Min søster havde været på sommerlejr med Pinsekirken og her havde hun mødt Lena Løbner. En kvinde som boede på Sjælland i Gørløse. Hun ville pludselig flytte over til hende og bo. Min søster var på dette tidspunkt 17 år og derfor ikke myndig, så familien ville gerne vide lidt mere om grundlaget herfor. Lena kom derfor hjem til familien for at have en samtale om emnet. Under samtalen gjorde Lena meget opmærksom på at det ikke var en sekt hun skulle rejse til, og at her ville hun få rig mulighed for at udvikle sin store interesse for sang. Hun sagde ligeledes at vi jo altid kunne komme i kontakt med hende, ja vi fik endda nummeret til Lena.

Min søster skulle derovre for at passe Lena’s piger og så arbejde ved siden af. Hun havde endda fået sig et job i Netto, som hun dog aldrig startede på. I stedet fik hun job i en børnehave. Senere blev det endda til at hun blev ung i huset ved Christian Hedegaard (uden løn). Hun flyttede derfor også ned i Tabitas hus. Mens dette stod på havde vi i familien næsten ingen kontakt til hende og pludselig i 2003 holdt kontakten helt op. Familien hørte ikke fra hende i godt 3-4 måneder og jeg hørte ikke til hende i et halvt år. Omkring julen 2003 tog et familiemedlem dog affære og ringede til Lena Løbner, for at få en forklaring på min søsters pludselige ”forsvinden”.

Lena fortalte, at min søster godt kunne huske hvad der var sket med os som børn og at de nu havde hjulpet hende videre i livet.
Da jeg blev orienteret om dette brød min verden sammen. Jeg var skuffet over at hun i alle de år havde ”løjet” og ladet mig hænge på historien. Jeg var ked af at finde ud af at hendes liv også var blevet ødelagt, og jeg var glad for at jeg nu ikke stod alene længere. Jeg følte mig således enormt splittet og hele min opbyggede skal brød atter sammen. Denne gang endte det dog mere galt. Jeg gik ned med en stor depression samt personlighedsforstyrrelse. Hvilket jeg har kæmpet med indtil nu.

Men der blev aftalt et møde og det var vi til i januar 2004. Dette møde foregik hjemme ved Lena Løbner. Vi sad i Lena’s stue hvor vi fik kaffe og kage. Her mødte der mig noget jeg sent vil glemme. Min søster havde forandret sig drastisk. Hun var ganske enkelt ikke til at kende. Lena fik hende til at fortælle højt hvad vores morbror havde gjort ved hende, og ville samtidig have mig til det samme.. Det ville jeg dog ikke. Jeg var i chok og græd stille for mig selv. Inden vi tog af sted havde jeg besluttet, at jeg ville snakke med min søster alene. Det fik jeg dog ikke lov til for min søster ville have en Evangelist med sig.. Jeg forstod det ikke, jeg var hendes søster, så hvorfor kunne hun ikke snakke med mig? Alt det jeg ville drøfte med hende blev ikke til noget, jeg fik derfor intet ud af mødet med hende og var drøn skuffet. Vi var jo trods alt i samme situation! Jeg fik hende dog med til at vi skulle ligge sag an mod vores familiemedlem.

Christian Hedegaard dukkede også op i løbet af den aften. Han virkede egentlig meget tiltalende ved første øjekast. Han udstrålede på en måde, at han var en mand med en magt (dermed ment stor overtagelsesevne) og jeg mærkede hvordan han nærmest tog kræfterne ud af mig.. Han prøvede også, følte jeg, at få mig med på vognen (jeg sad jo og var enormt trist). Resten af familien forsvarede mig dog. Det kunne jeg slet ikke krepere. Yderligere fortalte han os meget livligt hvordan de havde hjulpet min søster. Hun var jo kommet dertil på depressionens rand, men nu strålede hun af lykke.

Efter det møde tog jeg hjem med en enorm klump i maven. Jeg havde svært ved at omsætte oplevelsen til noget positivt. Jeg var lidt bange ved situationen og meget skuffet. Men tænkte samtidig også at det var godt min søster havde det bedre.

To dage senere havde jeg dog en ubehagelig samtale med min søster. Jeg ringede for at fortælle hende at nu havde jeg ringet til politiet og at jeg nu skulle til afhøring. Jeg fortalte hende hvad hun skulle gøre og så videre. Men det svar jeg fik havde jeg ikke regnet med. Hun ville pludselig ikke være med mere. Så jeg fik lov at gå det igennem alene og resultatet blev negativt, da de mente sagen var for gammel, samtidig vendte vores familiemedlems familie mig ryggen totalt. Jeg ved den dag i dag at det er Evangelists værk, hun må jo ikke tænke negative tanker, eller blive sårbar så er hun jo modtagelig for dæmoner!   

I de sidste 2 år (2004-2006) har jeg dog ikke haft en større kontakt til hende. Jeg troede jo at efter mødet ved Lena Løbner ville vi igen få en god kontakt til min søster.. Men jeg blev klogere.. For i løbet af de sidste 2 år kan det tælles på en hånd, hvor mange gange jeg rent faktisk har set hende. Dels fordi hun blev sendt til Uganda for at hjælpe til i organisationen Uganda Child Care som støttes af Evangelist, dels fordi hun ganske enkelt valgte os fra. Hun kom/kommer ikke til familiesammenkomster bl.a. fordi der bliver nydt alkohol og så fordi hun ikke har råd til at rejse hjem. Evangelist skal jo have en del af hendes indkomst og helst mere end minimummet på 10% af hendes indkomst. Desuden er hun, ligesom Kira’s søn, ved at købe sommerhus gennem Evangelist. Da hun kun er på SU er det jo ikke nemt at få råd til andet da der jo skal være råd til det hun bliver sendt ud til af Evangelist. Jeg er også af den overbevisning, at hun ikke må, da vi jo ikke er andet end almindeligt kristne og flere gange har sagt til hende, at hun må holde sin overbevisning for sig selv, da vi ikke er interesserede i at hoppe med på vognen.

Da hun var i Uganda for 2. gang skete der alt det med de berømte Muhammed tegninger. Det ved vi jo alle, skabte en del røre mellem os og mellemøsten. Fra statens side advarede man jo folk mod at rejse til visse lande i mellemøsten. Hendes kæreste, nu forlovede, rejste dog af sted trods advarslerne og da jeg over nettet fortæller min søster om dette lykkedes det mig for første gang i årevis, at gøre hende en smule bekymret. Evangelisternes tag i hende viste sig dog at være størst. Bekymringen blev hurtigt vendt til at Gud nok skulle holde hånden over ham. Hun skiftede hurtig sin bekymring ud med positive tanker da hun ikke ville være sårbar og tænke negativt.

For mig var det en sejr, jeg fik hende til at tænke lidt anderledes for en stund, jeg var jo efterhånden blevet vant til, at hun så meget snævert på tilværelsen.

Min søster vidste faktisk ikke hvad der foregik herhjemme. Ja selvom hun er herhjemme ved hun ikke hvad der foregår af frygtelige ting ude i verden. Hun ser aldrig nyheder, har prøvet flere gange, at have en samtale med hende, hvor jeg har spurgt til hendes mening om en given nyhed. Hun har ikke vidst noget om, hvad det egentlig gik ud på. Ja selv den største nyhed. Det viser bare mig at Evangelists medlemmer er meget isolerede, de er skolet til at tænke på en bestemt måde, at se verden på en bestemt måde, med en bestemt brille. Det min søster måtte se var rædslerne i et fattigt land, i et land der trængte til hjælp. Den hjælp hun kunne yde der ville gøre en forskel og ja det er en god hjælp, men i mine øjne forkert at afskære hende fra at se verdens andre realiteter i øjnene. Krig og elendighed hærger verden, had ses dagligt af os andre bare ved at tænde for tv, men den virkelighed er min søster udelukket fra.

Det er bl.a. det der gør mig så kritisk overfor Evangelist. De får medlemmerne til at isolere sig, de får medlemmerne til at ”droppe” kontakten til familien, de udnytter svage mennesker på kritiske steder i deres liv til ”hjernevaskelse”, de tjener en masse penge på medlemmerne og siger dermed at det er Gud der ønsker dette (siden hvornår er Gud blevet bankmand?) og de har et så overfortolket syn på den virkelige verden og bibelen, at man kun kan undre sig over at folk faktisk tror dem.

I sommers da min søster vendte hjem fra Uganda blev et familiemedlem og jeg enige om at nu ville vi besøge hende, vi havde ikke set hende i et år og mente derfor det var på tide. Mødet kom til at foregå i Arnborg ved Herning, hvor et af deres rehabiliteringshjem ligger. De var på sommerlejr der og her mødte vi en masse fra hendes omgangskreds. Hun lokkede os med til et mirakel møde med Lena Løbner som taler (det møde som kanal4 viste i tv, dokumentaren mirakelmagerne. Du kan se hele programmet her). I årevis havde hun forsøgt at lokke mig ind i Evangelist. Hun mente jo at jeg skulle finde Gud, da jeg jo var syg (så kunne jeg jo blive helbredt), noget hun nævnte hver gang jeg talte med hende om hvordan jeg havde det psykisk. Det var nok en sejr for hende at få os med, men jeg sad under hele seancen og tænkte mit. Kunne ikke forstå hvordan folk kunne hoppe på det der skete. En skulle f.eks. dreje 2 gange rundt om sig selv og vupti var smerten i nakken forsvundet.. Det er da fantastisk hvis det virkelig kunne lade sig gøre, men har enormt svært ved at tro på det. Det jeg blev mest forarget over var at dem Lena ”helbredte” ikke måtte tænke imens og de skulle tro på det. Hvis det ikke lige lykkedes hende helt var det derfor tegn på manglende tro eller overbevisning. Jeg tænker sådan lidt at hvis man siger til en der tror på Gud at du tror ikke nok, kunne det så ikke resultere i at vedkommende fik det enormt skidt med sig selv? Specielt hvis det er en der har Gud som en stor del af livet.

På den sommerlejr mødte vi også min søsters nye familie (dem hun skulle til at bo ved nu), de var ekstremt kristne og da mit medbragte familiemedlem stod midt i en skilsmisse var de meget interesserede i at vide om det nu gik godt o.s.v. De forsøgte helt klart at få vedkommende med på vognen. De beviste dermed at det især er de svage de er på udkig efter.

For nylig (November 2006) var et andet familiemedlem og jeg til fødselsdag ved min søster. Vi troede på forhånd at det nok bare var til en kop kaffe og et stykke kage. Men med stor overraskelse så vi os selv sidde i en kæmpe forsamling af Evangelister. Det kom helt bag på mig, jeg var slet ikke forberedt på at dette skulle ske. Der blev snakket mirakler, læst bibelcitater og sunget sange om Gud, altså var jeg endt i en verden jeg slet ikke kendte, jeg anede faktisk ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg indrømmer gerne at den verden skræmte mig noget så forfærdeligt.

Jeg elsker min søster overalt på jorden og jeg savner hende noget så forfærdeligt. I dag kan jeg bare ikke kende hende. De få gange jeg har talt med hende og set hende de sidste 4 år er jeg blevet så overbelastet med bibelcitater og snak om at møde Gud, at jeg i dag ser min søster som værende i en anden verden. Jeg har det lidt som om hun er en levende død, hvis du forstår mig ret. Hun lever men jeg har hende ikke. Det piner mig dagligt at det har udviklet sig sådan gennem årene. Vi har ikke meget tilfældes og det er svært at snakke ”normalt” med hende. En diskussion bliver hurtigt viftet af pinden og hun er enormt snæversynet i mine øjne. Hun ser ikke familien som noget vigtigt (hun har selv udtalt at det er Evangelist før noget andet, og jeg har altid følt at det ikke bare var Evangelist men også hendes venner og ”familie” derovre samt hendes forlovede der kom før os), familien har altid betydet alt for mig. Familien er vigtig.

Hvis vi i dag prøver at snakke om det der skete med os som børn, stikker hun enten af eller holder sig for ørene. Det er bare en vigtig proces at få det snakket igennem i familien, da der jo er sket så meget efterfølgende som kun gør det sværere. Men hun vil ikke tale om det, alligevel fortæller hun åbent om det på Evangelistes hjemmeside. Det fortæller på en måde mig, at når det kan bruges til at ”hverve” nye medlemmer er det fint nok at snakke om, ellers er det et lukket land.

Ja, det kan godt være at Evangelist hjælper nogle mennesker i nød og yder nogle gode gerninger. Men jeg er af den mening at folk alligevel bør advares mod deres metoder. Kira, Janne og jeg samt mange flere er levende beviser på at deres metoder gør ondt på medlemmernes familier. Jeg er sikker på at disse medlemmer ikke gør os ondt med vilje og jeg er sikker på at de ikke er klar over hvor ondt deres tavshed egentlig gør på os. Jeg er sikker på at det er Evangelist der har skolet dem til at handle som de handler.

Selvom jeg nu højst sandsynligt har mistet hendes kontakt helt, vil jeg altid håbe på, at hun kommer igen og min dør vil altid stå åben for hende. Jeg ved der er flere i familien, der er af samme mening som jeg. Vi er frustrerede og bange for hvad der skal ske med hende fremover. Desværre kan vi intet andet gøre end, at respektere hendes valg og håbe på, at hun en dag indser, at familien er en meget vigtig del af livet. Ja at hun tilmed ser realiteterne i verden i øjnene.

Til sidst vil jeg takke mine nære veninder/venner, Kira, Janne, Lars Dorland og dele af familien for deres opbakning af mig i denne situation. Uden jer var jeg aldrig kommet så langt mentalt. Også en tak til dem der på nettet åbnede mine øjne for hvad Evangelist var og hvordan de opererede (især præst Roar Lavik), pludselig var der en forklaring på min søsters adfærd.

Tak
Kærligst
Linette Sørensen

(lagt på nettet januar 2007)