Kira's erfaringer.

Vil her fortælle min historie, og hvorfor jeg har den kritiske holdning til Evangelist.

Jeg er 42 år og bor på Sjælland. Vi er egentlig Jyder, men flyttede til Sjælland for 5 år siden. Min søn flyttede ned i drenge-huset hos Evangelist i januar 2004 dengang var han knap 19 år, og har nu boet der i knap 3 år. Min søn er hverken syg eller misbruger af nogen art, men han er det jeg vil kalde åndelig søgende.

På det tidspunkt boede vi i Gørløse, og det var der han kom til at snakke med nogle af drengene derfra. Han begyndte at besøge dem oftere og oftere og i januar 2004 flyttede han så ned til dem. Jeg blev inviteret hjem til Evangelist / Karen og Christian Hedegaard privat og fik en snak om hvad det her var for noget og hvad de stod for osv. Dengang havde jeg aldrig hørt om dem. Så jeg vidste absolut intet om dem.

Hedegaard lovede mig at det ikke var sådan en sekt hvor man pludselig ingen kontakt har til familien længere og hvor ”medlemmerne” mister alle deres penge, alt det som man har hørt sker når nogle går med i ”sekter”.

Han forsikrede mig om at sådan var de ikke. De værdsatte familien meget højt og alle kunne frit gå når de ville, så det skulle jeg i hvert fald ikke frygte. Ingen blev tvunget til noget, og selvfølgelig kostede det noget at bo der. Dengang skulle min søn betale 1.500 kr. for kost og logi, som kom i en fælles kasse ellers kostede det ham ikke noget. De hjalp hinanden og en måned kunne det være min søn betalte lidt mere og en anden måned lidt mindre. Ellers levede de efter biblen og hjalp bl.a. mennesker på Vildkildegård og Tabitas Hus.

Det lød jo rigtig godt alt sammen og jeg kunne absolut IKKE se noget ”farligt” i at leve efter biblen og hjælpe andre mennesker. Det var jo den samme bibel, samme Jesus og Gud som jeg selv troede på og det var søde rare kristne mennesker, som han skulle være sammen med så det var med ro i sindet, da min søn valgte at blive medarbejder for Evangelist.

Efterhånden som tiden gik og min søn kom længere og længere væk fra familien og deltog mindre og mindre i familiesammenkomster, så begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål til hvad det hele i grunden var for noget. Jeg kunne ikke forstå at, det ALTID var Evangelist der kom i første række. Altid skulle han noget for dem når der var noget i familien, det undrede mig meget. Jeg forsøgte selvfølgelig at forklare min søn at, der jo også var andet i livet end Hedegaard, men jeg talte for døve ører.

Han kom ind imellem forbi med andre drenge eller rettere unge mænd og alle kunne KUN tale om Evangelist og Hedegaard og alle de mirakler de lavede. Ikke at jeg ikke ville høre om det for det ville jeg selvfølgelig gerne, men efterhånden som jeg hørte flere og flere fortælle om hvordan de var kommet med i Evangelist og hvor de stod nu, hvad deres mening var i dag, så kom der et tydeligt billede frem.

De fleste havde været ude på et skråplan af en eller anden art. Nogle havde været narkomaner, alkoholikere eller pillemisbrugere, specielt pigerne havde været psykisk syge af en eller anden art og andre have været det jeg kalder åndelig søgende. Nogle manglede simpelthen noget at tro på, noget de kunne kaste skylden på for al deres elendighed. Det var da jeg hørte om alle de mirakler og alle de her unges frelse, at jeg hørte om alle de dæmoner som de tror på findes.

Jeg havde så svært ved at forholde mig til alle de her dæmoner. Hver gang jeg hørte om en der var blevet frelst og helbredt til deres Bønnemøder, så var de alle enige om at vedkommende VAR helbredt. Ingen af dem kunne forstå hvordan jeg kunne være i tvivl. Jeg kunne ikke forstå at de var så sikre når de ikke efterfølgende havde snakket med den person de nu troede var fuldstændig helbredt. Vi var milevidt  fra hinanden. De ville have jeg uden tvivl i sindet skulle tro på det, og jeg forsøgte at få dem til at se realistisk på det og bare tænke den tanke at de måske stadigvæk var syge. Vi kunne slet ikke blive enige.

En af de unge mænd som var her alene med min søn, havde jeg en rigtig god snak med. Han havde været ude i noget rigtig skidt, men var nu frelst. Han havde bl.a. været alkoholiker, men den tanke måtte han ikke tænke på, det var en negativ tankegang og den åbnede for dæmoner.

Jeg skulle være positiv sagde de. Lade alle de negative tanker forsvinde, så ville der kun være det positive tilbage. Alle havde slået en streg i sandet da de var gået med i Evangelist. Tiden før stregen eksisterede IKKE og alt det på den anden side var KUN godt.

Jeg kunne efterhånden ikke genkende min søn. Nogle gange syntes jeg han talte ligesom Christian Hedegaard, han kunne ligefrem grine på samme måde som ham. Når jeg spurgte hvorfor han ikke besøgte os mere end han gjorde og hvorfor han afskar sin familie på den her overfladiske måde, så fik jeg bibelcitater tilbage som svar. Jeg har fået svar fra ham med det ene bibelcitat efter det andet og for mig gav det ingen mening. Han sendte mig f.eks. dette bibelcitat til mig engang hvor jeg var ked af han ikke kom hjem til en familiesammenkomst :
Mark 3.31

Jesu sande slægtninge

v31  Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. v32  Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.« v33  Men han svarede dem: »Hvem er min mor og mine brødre?« v34Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. v35For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«

Jeg kunne simpelthen ikke fatte det der her foregik. NU mente han åbenbart ikke vi var hans familie længere. Af alle de bibelcitater som jeg har modtaget, så er det ubetinget den her der har gjort størst indtryk og gjort mig mest ulykkelig.
Jeg forsøgte at få at vide hvad han dog mente med det her, men det var umuligt. Det som man tager det, fik jeg at vide af ham. Jeg havde KUN et at sige til det, og det var, uanset hvor meget Hedegaard/Evangelist vil overtage vores forældrerolle så kan han aldrig tage den smerte fra mig da jeg fødte dig. Uanset hvor meget han/de forsøger at overbevise dig om at vi ikke er din familie så kan de aldrig overbevise mig om det.

Det var jo totalt vranglære de fik proppet ind i hovedet. Hvordan kan man plukke bibelcitatet ud og bruge dem på den måde. Jeg var ikke længere i tvivl om at den bibellære som Evangelist lærte min søn ikke harmonerede med min mening med livet.

Jeg begyndte nu mere og mere tydeligt, at forstå hvorfor min søn havde udviklet sig i den retning han havde. Han havde jo også fået det samme at vide som alle de andre unge og havde lært det samme som dem. Jeg forsøgte mange gange at snakke med ham om det. Forsøgte at få ham til at få jordforbindelse og tænke rationelt, men han lukkede af over for mig.

En dejlig sommerdag i 2005 hvor han var en tur hjemme og vi sad på terrassen og snakkede fik han talt over sig. Jeg kunne se på ham at han fortrød det han fik sagt og at, han ikke ønskede jeg skulle trampe mere i det. Det måtte jeg gøre. Jeg måtte simpelthen have klar besked. Han havde sagt at, da han lige var flyttet ned i drenge-huset havde lederen flere gange forbudt ham at komme hjem og hjælpe mig. Min samlever dengang var pludselig død af en hjerneblødning og da hele vores familie bor i Jylland så havde jeg hårdt brug for hjælp til flytning og tømning af huset der skulle sælges. Men det havde lederen altså forbudt ham. Det var på den måde min søn skulle vise om han var loyal over for Evangelist. Jeg var målløs men nu forstod jeg hvordan tingene hang sammen. Da min søn blev student fik jeg at vide at, han skulle have haft tilladelse til at få os på besøg, men fordi det var så specielt så gjorde det ikke noget, at han havde glemt at spørge om lov.

Jeg fik også at vide at, hvis ikke de gjorde som Lederen sagde så kunne de ikke bo hos dem, og så skulle de flytte.

Da blev jeg for alvor kritisk og blev mere og mere nærgående i mine spørgsmål, når jeg fik nyt at vide om Evangelist. Det her kunne simpelthen ikke være sandt det der foregik.

I starten af 2006 fik jeg så ved et tilfælde at vide, at ikke bare min søn men mange af dem havde skrevet under på en tiårige tiende-kontrakt. I 10 år skulle de betale tiende til Evangelist. Da blev jeg altså gal. Det var unge mennesker og mange af dem var syge og dem bandt Evangelist økonomisk i 10 år. Hvor mange kan se 10 år frem. Og tænk så på helt unge på 18-20 år, for ikke at snakke om dem som er syge. Hvilken ung der ikke engang har fundet sit eget ståsted her i tilværelsen kan se 10 år frem. Mange har stadig ikke stiftet familie og på 10 år kan der altså ske meget, men tiende SKAL betales.

En måned hvor min søn og de andre drenge ikke havde penge nok til en El-regning spurgte jeg ham om de da ikke kunne betale lidt mindre til Evangelist den måned, eller måske slet ikke betale noget den måned. Det kunne der overhovedet ikke være tale om hvorefter jeg fik denne forklaring her:

Tiende SKAL betales inden du betaler regninger. Faktisk skal du helst betale mere, du skal betale så det gør ondt. Har du derefter ikke nok penge til dine regninger så skal Gud nok belønne dig og hjælpe dig. Når du giver af et godt hjerte, så skal Gud nok sørge for du ikke selv kommer til at mangle. Så uanset hvad så skulle de nok skaffe de penge de manglede.
Hvis ikke det havde været fordi min søn dengang boede i et hus som ejes af Karen Hedegaards firma: ACT245Aps, så ville vi med glæde have hjulpet ham, men ikke under de omstændigheder her. Det var en forfærdelig situation at være vidne til. De manglede lidt over 2000 kr. De boede 6 - 7 drenge sammen i den ene ende af huset og de boede to sammen på værelser på ca. 12 kvadrat meter. I den anden ende af huset boede der et ægtepar med 2 eller 3 børn. Jeg ved fra min søn at drengene betalte 2000 kr. hver i husleje om måneden, hvad ægteparet betalte ved jeg ikke, men jeg mente at Hedegaard nok skulle klare sig også selv om de var nødt til at betale for El-regningen selv. De havde trods alt selv lige købt et hus til 8,5 million så om ikke andet så kunne drengene vel flytte hjem til Hedegaard hvis der blev lukket for strømmen.

Min søn havde en børneopsparing der blev frigivet på det tidspunkt. Den havde vi mange diskussioner omkring. Jeg vidste jo at Evangelist skulle have mindst 10 % og helst mere. Jeg frygtede at min søn ville give Evangelist alle pengene så derfor forlangte jeg at, pengene blev sat ind på en spæret konto så min søn havde dem engang når han evt. selv ønskede at flytte i en lejlighed, starte på en uddannelse eller lign. Jeg ville at, de penge vi havde sparet op skulle gå til gavn for min søn og ikke til Evangelist. Det ville min søn ikke være med til. Enten så fik han pengene eller også kunne jeg selv beholde dem. Han ville hverken have noget nyt tøj eller noget som helst, intet. Jeg havde så svært ved at forstå det og det blev ikke nemmere da han gav mig sin begrundelse. Den lød sådan her:
Gud ser ALT. Når min søn havde penge til at stå på en konto så ville Gud ikke belønne ham hvis han skulle blive trængende. Gud ville så være tilbageholdende over for min søn da han jo så ikke ville mangle noget før de penge var brugt. Det ville være det samme som at sætte en prop i hullet til himmelen. Jeg var målløs. Jeg besluttede at beholde de penge og efter aftale med min søn blev de fordelt på hans to mindre brødres børneopsparing til stor glæde for dem.

Kan ikke lade være med at tænke på hvad Hedegaard havde sagt til mig i hans eget køkken. Det koster ikke andet end kost og logi og alle er frie til at gå når de vil. Måske frie til at gå men ikke uafhængige og slet ikke økonomisk uafhængige. DET havde han da vist glemt at fortælle mig den dag. Han havde også glemt at fortælle, at hvis du IKKE gør hvad du får besked på så ikke bare kan du flytte, så SKAL du flytte. Han havde heller ikke snakket om alle de dæmoner som de prædiker om og hvordan de unge skal bevise deres loyalitet. At lederne har så stor magt over de andre.

Der var vist meget som Hedegaard havde ”glemt” at fortælle mig om.

I februar i år (2006) måtte jeg så erkende at, det her magtede jeg ikke længere alene. Jeg havde spurgt min søn om der ikke var andre pårørende som havde det lige som jeg. Det var der, men jeg måtte ikke få at vide hvem og slet ikke få deres tlf. nr. Han/de ville på ingen måder hjælpe mig i forbindelse med nogle andre. Så kunne vi rigtig sidder der og blive enige, fik jeg at vide. Men hjælp havde jeg brug for. Det her gik efterhånden ud over alle i familien.

Jeg anede ikke hvem og hvor jeg skulle henvende mig så jeg besluttede at skrive til min egen præst, Torsten Dam-Jensen, han er præst i Osted. Jeg blev også opfordret til at kontakte Dialogcentret i Århus. Jeg havde aldrig hørt om dem, men jeg fik skrevet en mail til både Torsten og Dialogcentret. Jeg fik svar fra dem begge dagen efter og jeg aftalte et møde med Torsten. Vi snakkede i flere timer og han ville meget gerne hjælpe alt det han kunne. På det tidspunkt have jeg brug for at vide at Gud også var der for mig. Du kan læse om Torsten her.

Jens Linderoth fra Dialogcentret havde jeg en rigtig lang samtale med og han havde forbindelse til en anden pårørende, Janne, som også havde mistet en til Evangelist. Han satte os i forbindelse med hinanden. Vi fik hurtig aftalt at mødes og vi har haft så meget brug for hinanden. Vi støtter og hjælper hinanden i alt. Jeg tror ikke jeg i dag stadig ville være et helt menneske hvis ikke jeg havde haft Janne. Vi deler både sorg og glæder med hinanden og jeg kan ikke forestille mig hvordan jeg ville have klaret mig igennem den tid her uden hende.
I april måned begyndte jeg at skrive indlæg på Giraffen og JesuNet hvor jeg søger andre pårørende. Du kan læse mine indlæg her på:
Giraffen og JesusNet

I foråret fik vi kontakt til en journalist fra DR. Hun ville meget gerne lave en udsendelse om os. En udsendelse som skulle skildre både Evangelist og de pårørende. Vi sagde med det samme ja til at deltage, da vi gerne ville nå ud til så mange som muligt med vores erfaringer med Evangelist.

Den 28.juli 2006 havde Hedegaard lovet at mødes med os, min mand og jeg, så vi kunne få snakket ud om vores ”misforståelser”. Min søn og hans leder skulle også deltage og jeg glædede mig til at få snakket ud om det hele. Vi skulle bl.a. også snakke om et sommerhus i Tranum Klit som min søn havde fortalt han skulle købe gennem Evangelist. Min mand og jeg mødte forventningsfuld op for at finde ud af at, Hedegaard alligevel ikke kom. Han havde sendt Lena Løbner i stedet for og hun sagde at Hedegaard måske og kun måske, alt efter hvordan mødet her gik, ville mødes med mig en anden dag. Lena Løbner ville have mig til at underskrive en Tro og love erklæring læs her.

 Den ville jeg selvfølgelig ikke underskrive så Lena Løbner fortalte mig så at, så blev det et kort møde. Jeg var så ked af det bagefter. Det eneste jeg havde fået at vide var at, vi som familie pakkede min søn ind og omklamrede ham. Vi mente jo at det var Evangelist der gjorde det, hvortil Lena Løbner sagde: ja, men det gør han frivilligt.  Læs mit indlæg og andres kommentarer her:

I august måned var min mellemste søn oppe og besøge sin storebror som nu er flyttet til Bakkegårdsvej i Græsted. Det er her Vibeke og Martin Schmidt driver et rehabiliteringshjem for Kvinder under Evangelist. Min søn skulle bo der og arbejde for Martin. Han skulle bl.a. hjælpe med at lave nogle værelser og to badeværelser. Da min mellemste søn så sin storebror med skrammer i ansigtet spurgte han selvfølgelig om hvad han dog havde lavet. Han fik et chok da han hørte svaret. Hans storebror havde været kørt galt og havde totalskadet en bil. Heldigvis var han sluppet med nogle få skrammer.

Jeg blev så ked af det da jeg fik det at vide. Tænk at Evangelist ikke synes vi skulle have besked om at min søn havde været kørt galt. Tusinde vis af tanker fløj igennem mit hoved. Hvor meget og hvor galt skal det være før de kontakter mig. Kontakter de mig overhovedet ?

Jeg forsøgte igen at få kontakt til min søn både telefonisk, på sms og mail men jeg fik intet svar tilbage.

Den 22. september 2006 tog Janne og jeg så til Bønnenat i Hillerød. Jeg måtte simpelthen gøre et sidste forsøg på at få Hedegaard til at mødes med mig. I pausen tog jeg kontakt til ham og i løbet af få sekunder havde jeg en livvagt på hver side og den ene hev mig flere gange i skulderen, som om jeg skulle gå. Jeg spurgte Hedegaard flere gange om han ikke nok ville mødes med mig. Han er den eneste der kan løsne op for den splittelse vi har i familien, og ved at mødes kunne vi forhåbentligt få løst op for det hele. Han vil IKKE mødes med mig. Jeg sviner dem til siger han, han havde endda overvejet at gå til en advokat fordi jeg skriver offentligt om dem. Jeg bad inderligt om han ikke nok ville mødes med mig, men det vil han IKKE, og denne gang sagde han at, det var fordi jeg er bindegal. Bindegal det var hvad han kaldte mig, det er jo håbløst.

Som jeg ser det gør de os til de ”onde” og dem til de ”gode”.

Jeg har måttet erfare at fordi det er den samme bibel den samme Jesus, den samme Gud vi tror på så er det ikke ensbetydende med at vi tolker det der står på samme måde.

I dag kan jeg sidde og være bagklog og sige til mig selv, hvorfor så du ikke de faresignaler noget før. Jeg tror jeg har været hele følelsesregistret igennem....jeg har lidt af dårlig samvittighed, burde jeg ikke som mor have sat mig ind i alt det her fra starten af, er jeg ikke troende nok og hvad har jeg dog gjort galt. Hvorfor behandler Evangelist os på den måde, er vi ikke gode nok og hvorfor hvorfor hvorfor?

Min erfaring er helt klart at, de udnytter folk både psykisk og økonomisk. De hjælper folk..ja måske nogle…men hvad er prisen for det !!!!!!

Er det kristent at splitte en familie på den måde, er det et kristent menneskesyn og en kristen opførsel… det synes jeg IKKE.

Jeg kan kun sige at, med den viden jeg har i dag så vil jeg fraråde ALLE uden undtagelser at gå ind i Evangelist.

Jeg kan ikke forstå at, fordi jeg ikke er 100 % enig med Evangelist så skal jeg gøres til en bindegal person der bare sviner dem til. Når selve toppen i Evangelist har den holdning til mig, så kan jeg godt forstå min søn har svært ved at have kontakt til mig.

Jeg savner min søn så forfærdeligt og håber hver eneste dag, at han kommer ind af døren.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden og han ved at han til hver en tid kan komme hjem og vi vil hjælpe ham alt det vi kan.

Gad vide om Evangelist elsker ham lige så højt og betingelsesløst hvis han begyndte at stille spørgsmålstegn ved noget af det de siger og gør. Jeg tror det ikke……..!!!!!!!!

En speciel hilsen til de personer der har skrevet til mig på både JesusNet og Giraffen.

Da jeg startede med at skrive på JesusNet og Giraffen kom jeg ind i en svær periode. Jeg blev modtaget med så mange forskellige holdninger så jeg efterhånden kom i tvivl om den måde jeg tolkede Biblens ord på nu også var det ”rigtige”. Om jeg troede på den "rigtige" måde.
På JesusNet fik jeg kontakt til Kristina som er ordstyrer der. På det tidspunkt kaldte jeg hende for min engel på nettet. Hun er stadig min engel og vil altid være det.
På Giraffen fik jeg kontakt til Lars Dorland, han har en blog: Dynamics of my Mind.
som jeg varmt kan anbefale jer at gå ind og læse.
Jeg fik pludselig så mange spørgsmål til Kristendommen og ikke mindst min egen tro og både Kristina og Lars har været en uvurderlig hjælp for mig.
Alle som jeg har haft kontakt til har nu på hver deres måde hjulpet mig. På den måde, at ved at få så mange forskellige meninger så kan jeg i dag sidde stille og roligt uden at være i tvivl om min egen tro og overbevisning. Jeg er i dag ikke i tvivl om at jeg er kristen.
Det vil jeg hermed gerne takke jer alle sammen for.

Kærlig hilsen
Kira Friborg

(lagt på nettet december 2006)

Vil her fortælle hvad der er sket, siden jeg i december måned 2006 skrev ovenstående.

Den 5. april havde jeg fødselsdag. Mine andre to drenge og andre familiemedlemmer var på besøg og kort før kl.19.00 ringede det på døren. Inde fra stuen råbte de til mig ”mor det er Henrik der kommer”. Der stod jeg midt i maden og et kort øjeblik forsvandt både tid og sted. De følelser der på et split sekund røg gennem mit hoved kan jeg slet ikke beskrive.

Det var MIN STORE SØN der endelig kom hjem. Fuldstændig uventet stod han der i døren med blomster.

Jeg var jordens lykkeligste mor. Det havde jeg drømt om så længe, hvert eneste sekund, hver dag og nu stod han der. Og hvad gjorde jeg, jeg stortuede, tuede som pisket. Men hvor var det skønt endelig at kunne give han et knus igen.

Da jeg endelig kunne samle mig igen, fløj der en million tanker gennem mit total grådkvalte hoved. Jeg fik da endelig spurgt, om han ville blive og spise med og til stor glæde sagde han ja. Jeg lignede noget der var løgn og da mascaren igen var blevet sat på plads, så kunne jeg tage den næsten gennemstegte roastbeef uden af oven.

En bedre fødselsdag kunne jeg simpelthen ikke få.

Men… oven i al glæden kom frygten. Jeg blev skrækslagen ved tanken om, at der igen skulle gå så lang tid før vi så hinanden igen. Jeg var samtidig fast besluttet på, at den dag, var der ikke noget der skulle handle om hverken Christian Hedegaard, Lena Løbner eller Evangelist. De eksisterede slet ikke. Jeg ville IKKE tænke på dem overhovedet.

Min søn skulle vide at han til hver en tid, uanset hvad ”bare” kan komme hjem, uden han skal stå til regnskab for nogen ting.

Jeg ville bare glæde mig over, at han var her og nyde hvert eneste lille sekund han blev. Den ene dag, bare én dag, håbede jeg at Evangelist kunne holdes udenfor og vi bare kunne hygge os alle sammen. Jeg ville IKKE stille bare et af de mange spørgsmål der brændte inden i mig, ej heller tillade andre at spørge. Den dag ville jeg bare nyde og jeg ønskede hele tiden at den aldrig ville stoppe igen.

Det var en vidunderlig aften, ubeskrivelig, jeg havde fået mit største ønske opfyldt.

Da min søn, næsten midnat, ville køre hjem igen blev jeg for alvor nervøs.

Vi have ingen aftale om hvornår vi skulle ses igen, og jeg turde simpelthen ikke spørge ham. Det eneste jeg håbede på var, at han nu igen ville svare mig på mine opkald, mail og sms. Da han kørte, vinkede jeg til ham og hvor var jeg både lykkelig og samtidig enormt bange for fremtiden.

Dagen efter anede jeg faktisk ikke hvad jeg skulle gøre. Skule jeg skrive, skulle jeg ringe eller hvad?, hvad forventede han?, hvad forventede jeg selv?. Jeg var faktisk et stort kaos inden i.

Jeg vidste heller ikke om nogle fra Evangelist vidste han havde været hjemme. Jeg vidste jo, at jeg ikke var velkommen der, havde Christian Hedegaard jo selv sagt til mig for næsten et år siden. Hvad skulle jeg gøre. Jeg var jo nødt til at beslutte et eller andet og da Henrik skulle med sin far på ferie den følgende fredag, så besluttede jeg mig til ”kun” at ville ønske ham en god ferie engang inden han tog af sted, og så ellers bare nyde det, at vi igen har forbindelse.

ALT andet kunne vente til bagefter, og så komme stille og roligt hen ad vejen.

Jeg ville bare, at han skulle vide, at jeg elsker ham, og at det vigtigste for mig var, at vi endelig havde kontakt igen.

Samtidig havde jeg så også valgt, ikke med det samme, at skrive noget om hans besøg her på kritisk.dk. Inden jeg ville gøre det, ville jeg først have talt med min søn om det hele. Jeg vidste jo ikke hvor meget han læser med her, hvor meget han selv ønskede hele verdenen skulle vide, og hvordan vi skulle forholde os til det hele i fremtiden. Der var rigtig meget vi skulle have talt igennem først, og jeg ønskede, at vi stille og roligt kunne få tid og ro til at finde hinanden igen, det var for mig det vigtigste. 

Sådan skulle det desværre ikke gå.
Moses Hansen som er/var en flittig debattør på vores debat forum, blandede sig desværre unødigt i vores genforening.

Moses Hansen skriver på mail sammen med min søn og derfor vidste Moses, at min søn havde været hjemme. Det var selvfølgelig ok, at han vidste det, men det er/var tydeligt at Moses Hansen her brugte sin viden til at forsøge, at sætte mig i miskredit. Han offentliggjorde min søns besøg den 16.april på vores debat forum under tråden ”Familiebesøg”. Læs tråden her.

Jeg blev så ked af det da jeg om morgenen læste at Moses nærmest beskyldte mig for, at ville holde det skjult og havde slet ikke tanke for at der var en årsag til, at jeg havde valgt som jeg havde. Havde han bare kontaktet mig først, ville han have fået en forklaring på hvorfor jeg ikke med det samme havde valgt at offentliggøre det. Hvis du læser tråden Familiebesøg så synes jeg ikke det er rar læsning. Min søn og jeg havde slet ikke fået talt sammen om alt det her, og nu blev det hele fuldstændig tumult på grund af Moses Hanses indblanding.

Jeg føler stadig den dag i dag at Moses Hansen gik langt ud over hvad han kunne tillade sig. Han har/havde absolut ikke forståelse for, hvad han kunne have ødelagt for os, og hvilken situation han nu satte både min søn og mig i. Jeg følte mig nu tvunget til at ringe til min søn og fortælle ham hvad der blev skrevet af Moses Hansen på forummet. Jeg følte mig presset til over telefonen, at tage hul på alt det vi skulle have snakket om. Det var så ubehageligt at skulle snakke om det over telefonen, vi burde have været sammen. Jeg ville så meget have ønsket, at vi stille og roligt kunne have mødtes, og som sagt få tid og ro til at snakke, men det havde Moses altså hverken forståelse for eller tid til at vente på.

Min søn og jeg blev enige om, at mødes inden han skulle på ferie og få snakket bare lidt.
Vi måtte nu snakke sammen på et pizzaria og derefter havde vi kun min bil at være i. Hvor ville jeg stadig have ønsket at vi havde haft et stille og roligt sted og ikke mindst god tid. Jeg er stadig så ked af, at det blev på den måde og det var absolut ikke de bedste betingelser og de bedste muligheder vi havde eller rettere fik.

En meget vigtig ting fik vi dog heldigvis aftalt. Kritisk.dk skal IKKE bruges som mellemmand mellem os. Kritisk.dk skal IKKE stå i vejen for vores samvær. Forstået på den måde, at vi i fremtiden skal kunne snakke frit og åbent sammen, uden nogle af os skal være bange for hvad den anden skriver her på nettet. Vi skal og vil kunne føle os trygge når vi er sammen.

Det var selvfølgelig dejligt at få talt sammen, men vi er stadig langt fra enige om det Evangelist siger og gør. Mange ting havde vi slet ikke tid til at få talt ordentligt om, men det må komme hen ad vejen.

Min søn har aldrig haft sit vidnesbyrd ude på Evangelist hjemmeside men det er kommet på for nylig og kan læses her.
Vil ikke kommentere det ret meget, blot sige at der er flere ting jeg bestemt ikke kan genkende, ting som jeg bliver meget ked af at læse og ting som jeg slet ikke var klar over. Bl.a. hans betegnelse ”nye mødre” bliver jeg rigtig ked af.

Jeg bliver så bedrøvet så frustreret, så ulykkelig når min søn beskriver lederne fra Evangelist som ”mødre”. Hvorfor VIL Evangelist ikke acceptere at nogle af de unge rent faktisk har en familie, en mor og en far der elsker dem. En mor og en far der gerne vil være forældre. En mor, en far og en familie der brændende ønsker at tale med deres børn/familiemedlemmer om deres dagligdag. Hvad de laver, hvorfor de gør det, hvad de mener, ja alt. Ikke mindst at man også godt kan snakke om uenigheder og forskelligheder.

Så er vi desværre tilbage ved et brændpunkt, de må jo ikke snakke negativt og bekende noget negativt. Hvordan skal vi kunne tale sammen når vi ikke frit kan tale om fordele og ulemper. Det bevirker jo, at vi står i hver vores verden.

På den måde tilsidesætter Evangelist os som familie og overtager vores rolle. Evangelist gør dem til deres ”rigtige” mødre, den ”rigtige” familie hvor de taler ”rigtigt” sammen. Vi den RIGTIGE familie der er kritiske er ikke ”gode nok”.

Jeg ved godt at min søn er en del af Evangelist, derfor er det vigtigt for mig at gøre klart at det IKKE er min søn personligt jeg har noget i mod.
Jeg elsker mine børn og vi behøver sandelig ikke altid være enige, men min kærlighed til mine børn kan INGEN tage fra mig.

Det er utrolig svært det her. Hvis jeg siger min mening er jeg negativ, og det må jeg jo ikke være. Men.. jeg er ikke positiv over for ALT hvad Evangelist foretager sig. Hvis jeg ikke siger og gør noget, så er jeg uærlig, ikke bare imod min søn men også mig selv.

Kærlig hilsen
Kira

(lagt på nettet maj 2007)