Jeg ville bare være rask

Jeg boede på et social psykiatrisk bofællesskab, og vi blev i fællesskab enige om at jeg skulle på ferie på vores overafdeling Syrenparken, for at få lidt ro på mit liv. Syrenparken lå i Børkop og da jeg havde alle mine aktiviteter i Fredericia, fik jeg kontakt med en fra menigheden som boede i Børkop. Hun kørte mig ofte til Fredericia, og på det kvarter det tog at kører til Fredericia fik vi os nogle gode snakke.
Jeg begyndte at hjælpe hende med hendes butik, og en dag sagde hun henkastet til mig, at hvis hun havde sådan en sygdom som jeg havde ville hun søge mod Evangelist for de gjorde mange mirakler, og hun var sikker på at jeg kunne blive rask.
Jeg tænkte ikke videre over det i situationen, men da jeg kom hjem så jeg pludselig min drøm blive til virkelighed. Der skete en masse uheldige ting på Syrenparken, hvor jeg kom til at stå helt alene og måtte klare mig selv. Så det var ikke en svær beslutning, da jeg ringede til Lis og sagde, kan du få mig til Evangelist, jeg vil være rask.

Jeg kom tilbage til Fredericia, og skulle til at sige farvel til familie og venner. Jeg skulle opsige min lejlighed, flytte min adresse, ringe til min sagsbehandler og fortælle hende at hun ikke længer var min sagsbehandler. Jeg skulle ringe til genbrug og få dem til at hente mine ting, for dem måtte jeg ikke få med til Evangelist. Jeg skulle vise dem jeg var villig til at opgive mit gamle liv.

Da jeg stod uden lejelighed og uden ting, smed Irma en bombe. Hun fortalte mig at de skulle have fuld rådighed over mine hævekort, og mine penge. Mine penge skulle ikke længere være mine de skulle være deres, det kom som et stort chok. Men for mig var det for sent at vende om, jeg havde ingenting, ingen møbler og ingen lejlighed, jeg var lost. Så det eneste jeg kunne gøre var at rejse derop.

Det var torsdag den 10. april og jeg gik og ventede på at Irma og Jørgen skulle komme og hente mig, og de få ting jeg måtte få med derop. De kom i en stor rød bil, hvor jeg kunne have min cykel og to papkasser og et anlæg, og så var vi på vej mod Gødstrup. Da vi kørte tog Irma min hånd og sagde endnu engang at hun elskede mig, jeg forstod det ikke, hun kendte mig jo ikke, og vidste ikke hvad jeg indeholdt. Jeg valgte alligevel at tage med derop, fordi mit største ønske var jo at blive rask og det havde jeg fået af vide de kunne hjælpe mig med.
Da vi kom til Tabithas hus duftede hele huset af mad, Irma beklagede mange gange, og spurgte om jeg ville have lidt mad inden vi skulle i gang med 3 dages bøn og faste. Jeg takkede nej tak, for mit største ønske var jo at blive rask, så jeg ville bare i gang med de 3 dage. Fordi efter de 3 dage ville jeg være rask, det var jo det de sagde.

Jeg kom af med min antipsykotiske medicin inde bøn og faste, fordi medicin var grunden til, at man selv lukkede dæmoner ind i sit liv, og Evangelist mente at Gud nok skulle sørge for at jeg blev rask.

Jeg kom ind på et lille værelse, hvor der stod en seng, og en sofa, og et lille bord. På bordet stod der en kande vand, og to dunke med juice. Det var det jeg måtte leve af de næste 3 døgn.
Irma og Jørgen kom ind på værelset med hver deres bibel i hånden, de fortalte mig kort om husets regler, og så startede det jeg i dag vil kalde total urealistisk og sindssygt 3 dages dæmonuddrivelse. Men da jeg var under de 3 dages bøn og faste syntes jeg det var okay, fordi det var det der skulle til for at jeg ville blive rask. Irma stod for det meste af dæmonuddrivelsen, men der kom også andre mennesker i huset som hjalp til. Under de 3 dage lærte jeg at råbe i tunger, hvilket for mig var meget grænseoverskridende.

Jeg lærte forskellen på underkastelse og underordnelse, og senere skulle det vise sig, at jeg skulle lære hvad det ville sige at være lydig.
I de 3 dage havde vi det også sjovt, vi dansede rundt i det lille rum, til fed musik. Men Irma var total lyseslukker, og sagde fra nu måtte jeg kun høre Evangelist musik, fordi det var opbyggende musik, og det mente hun ikke det andet musik var. Jeg blev lettere fornærmet over at jeg kun måtte høre det musik, for det kendte jeg jo ikke. Så jeg fik en mindre skideballe, og fik af vide at det var sådan tingene var nu og det måtte jeg acceptere. Under de 3 dage blev jeg voldsomt provokeret af en kvindelig nordmand, og jeg reagerede ved at skælde hende voldsomt ud. Jeg fik fortalt hende at jeg ikke havde opgivet alt for at hun skulle provokere mig, hendes svar var bare, at så måtte jeg tage mig sammen og deltage aktivt i den sang vi skulle synge. Det endte ud i at jeg sang, og vi gik glade hver til sit. Jeg gik i min seng, og hun gik ud af døren og ind kom der to nye der skulle bede for mig.
Søndag den 12. april blev jeg lukket ud fra mit lille værelse, og jeg måtte få noget almindeligt mad. Emma som også var beboer i Tabithas hus havde lavet min livret, til da jeg kom ud, så den aften stod det på frikadeller og kartofler med brun sovs. Vi startede med at synge en bordsang, og efter det spiste vi. Det var rigtig hyggeligt den aften, vi studerede biblen, pjattede og havde det rigtig sjovt.

Under de 3 dage fortalte Irma mig også lige, at jeg rent faktisk skulle betale Emmas lommepenge, kost og logi. Det var også endnu et chok, men jeg havde lært under de dage at jeg ikke skulle sætte mig imod dem. Så det blev som de havde bestemt, men jeg var helt klart ikke tilfreds, men jeg sagde ikke noget. Nu ville jeg bare blive rask.

Mandag den 13. april startede min lydighedslære, jeg følte jeg skulle være deres lille personlige tjener, men det var altså det der var min lydighedslære. Jeg skulle være lydig i alle henseende, alt hvad de bad mig om skulle jeg gøre, uden den mindste kommentar. Jeg gjorde rent, jeg lavede mad, jeg ordnede haven, jeg råbte tillige med i tunger når de bad mig om det, selvom det var meget grænseoverskridende for mig. Jeg sagde bare ja, ja, ja, skal ske, er der ellers noget jeg kan gøre. Jeg var blevet en omvandrende Jesus robot i mit eget legeme. Når jeg siger Jesus robot er det fordi, jeg fik så meget bibellære at jeg efterhånden ikke kunne kende forskel på hvad der var virkelighed, og hvad der var uvirkeligt. Mit medicin var lige så stille på vej ud af kroppen, og der var begyndt at melde sig nogle psykotiske symptomer.

Jeg havde været 14 dage i Tabithas hus, da vi skulle til bønneweekend i Sverige med alle fra Evangelist. Vi kørte mod Kingdom centeret i Sverige hvor vi skulle være i weekenden, Debora, Solveig, Emma og jeg blev indlogeret i et hus 20 km fra Kingdom centeret. Den første aften havde jeg det skidt og ville bare tilbage til Danmark, så Irma og Emma holdte mig for at jeg ikke skulle gå fra dem for jeg parat til at gå hjem fra Sverige. Det endte ud i at jeg var ved at komme op at slås med Solveig, før de ville lade mig gå. Men den kvindelige nordmand fulgte efter mig, og begyndte at snakke med mig. Pludselig ud af det blå spurgte hun mig ”vil du eller vil du ikke gifte dig med mig”, jeg begyndte at grine og sagde at jeg ikke ville gifte mig med hende, og hun var vist også gift i forvejen. Vi begyndte begge at grine, og så gik vi ind igen til de andre, og jeg sagde undskyld, og bad dem om at tilgive mig. Lidt senere på aften kom Christian Hedegaard hen til mig og sagde, at jeg ikke var speciel og der var mange andre der havde haft det meget værre end mig, og jeg skulle høre efter hvad mine leder sagde til mig.

Lørdagen i Sverige var sjov, vi havde en masse aktiviteter og konkurrencer. Så den lørdag prøvede jeg at skyde med bue og pil, jeg var på elektronisk tyr i 21 sekunder, jeg skød med pistol, jeg skød med pusterør og jeg var på klatrevæg. Men det sjoveste var nok da jeg sad på 18 sodavands kasser. Jeg startede med at sidde på 3 kasser, og så skulle jeg stikke mine fødder ind i sodavandkassens huller, og rejse mig op i benene og putte en ny kasse mellem benene. Jeg havde sikkerhedsudstyr på fordi kasserne stod i det fri, og jeg skulle holde balancen på kasserne.

Om søndagen skulle vi hjem til Danmark igen, men først holdt vi en Gudstjeneste som varede til omkring klokken 13.00. Efter det var der fælles spisning, og så kørte vi hver især i mod vores hjem i Danmark. Vi kørte hele dagen, og kom først tilbage til Tabithas hus sent om aften. Jeg havde under de 3 dages bøn og faste fået af vide, at jeg skulle glemme mine egne behov, og se hvor de andre havde behov, dvs. jeg skulle hjælpe dem når de havde behov. Så da vi kom hjem måtte jeg glemme mit behov for at gå på hovedet i seng, og sammen med Emma pakke bilen ud, imens Debora og Solveig gjorde sig klar til at gå i seng. Da Irma og Jørgen var de øverste ledere af huset blev de oppe, og hjalp meget lidt til, Emma og jeg havde hovedansvaret for udpakning af bilen.

Jeg vidste efter vi var kommet hjem fra Sverige, at det var en søndag vi var kommet hjem. Ellers var mine dage begyndt at forsvinde, jeg spurgte Emma hver dag om det var mig der havde morgenmaden næste morgen, for jeg var begyndt at glemme. Irma vidste godt der var noget galt, for en dag kom jeg meget forvirret ned i stuen og ville vide hvor jeg var.
Jeg vidste ikke hvordan jeg var havnet ved dem, og jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg var totalt forvirret og jeg græd, så de begyndte at bede for mig.
Jeg blev vred da de ville bede for mig, og det endte ud i jeg truede dem med en kniv. Jeg råbte og skreg og sagde de skulle fortælle mig hvor jeg var. Jeg var dybt frustreret over ikke kunne huske noget, og det var de også. De fik talt mig til ro og jeg faldt i søvn, da jeg vågnede var jeg stadig en lille smule forvirret, men ikke lige så meget som før da jeg faldt i søvn.

De mente vejen frem for mig var at jeg skulle bede i tunger, så uanset hvor jeg var, skulle jeg bede i tunger. Da jeg efterhånden havde flere og flere gennembrud med symptomer på psykose, som de fortalte mig var angreb af dæmoner, hvilket jeg dengang troede på, så blev jeg sat i gang med hårdt fysisk praktisk arbejde. Det mente de også var vejen frem, og så skulle jeg jo bede på samme tid med det hårde arbejde. Jeg stablede brænde i ca. 5 timer, den sidste time fik Emma lov til at hjælp mig. Jeg blev super glad for at se Emma, og så gik det også lidt hurtigere med at stable brændet. Da jeg var færdig med at stable brænde, skulle jeg lave aftensmad. Der var praktisk arbejde hele tiden, og jeg var enormt træt. Jeg gravede haven, og når de ikke kunne finde på noget at lave til mig, fik jeg lov til at vende jorden på det jeg havde vendt en gang før. Molbo arbejde er det jeg vil kalde det, eller idiot arbejde. Jeg slog græs hver anden dag, fordi de havde sat bladene på maskine for højt, for så havde de jo noget de kunne sætte mig i gang med.

Om aften var vi altid sammen, for vi måtte ikke være alene, for som Irma sagde så kunne vi få dumme tanker som f.eks. at man ville forlade Evangelist. Vi brugte mange aftener på at studere i biblen og bede, men nogle aftner stod også på dæmonuddrivelse. Det var som om der skulle ske et eller andet med Gud hver aften, ellers var vi ikke rigtige kristne. En dæmonuddrivelse ved mig foregik som regel med at de råbte mig ind i hovedet, og holdte mig fast omkring mit hovedet imens.

Der kom en kvinde i huset som hed Lis, og hun havde meget voldsomt astma. Da Evangelist jo ser medicin som at invitere dæmoner ind i sit liv, måtte Lis heller ikke få sit medicin. Det resulterede i at hun fik et meget voldsomt astmaanfald, hvor hun ikke kunne trække vejret. Vi bad alle sammen i rigtig lang tid for Lis, men hendes anfald blev værre og værre, og til sidst gav Irma sig og der blev ringet efter en læge. Jeg husker tydeligt at den læge var totalt gal over at hun ikke havde fået sit medicin, og vi kunne ikke rigtig forklare ham at vi troede at Gud nok skulle klare ærterne for os, for så gal som han var, så…. Det tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket så. Jeg var utrolig bange for om Lis ville få et anfald mere, så jeg lyttede hele natten til hende om hun trak vejret normalt.

Vi bad også en aften for Emma fordi Irma var sikker på at Emma havde lukket en dæmon ind igen, jeg ved ikke hvad det var for en dæmon hun havde lukket ind, men den dæmonuddrivelse stod også på i rigtig lang tid. Og ingen af os måtte gå i seng før hun var fri. På et tidspunkt sagde Irma, at NU var Emma blevet sat fri, og efter det syntes Irma at huset skulle salves så der ikke kunne komme flere dæmoner ind. Så vi gik rundt og salvede hele huset i olie, og til allersidst salvede vi os selv.

Da jeg blev udsat for dæmonuddrivelse stort set hver dag, skulle jeg også selv hjælpe til med uddrivelsen. Så jeg skulle råbe i tunger, og andre gange ”jeg vil være fri”, men det var så grænseoverskridende for mig at jeg ikke kunne gøre det. Så jeg fik valget råb eller forlad Evangelist, jeg valgte at råbe, for jeg havde intet at komme tilbage til. Det gik så galt en nat hvor de satte mig til at bede i tunger til jeg fik et gennembrud. Jeg bad og bad, og til sidst faldt jeg i søvn bedene. De kom og vækkede mig, og skældte mig ud og sagde, hvis jeg ville være fri skulle jeg fortsætte med at bede, ellers kunne jeg gå op og pakke mine ting. Til sidst blev jeg så gal at jeg gik min vej og sagde at de kunne rende mig, og de kunne sende mine ting til min mors adresse. Det endte med de kørte efter mig og fastholdte mig og tog mig med tilbage til Tabithas hus. Jeg græd og var vred og sagde at de frihedsberøvede mig, men det eneste de sagde var at jeg havde skrevet under på at være ved dem at år, og i det år var jeg deres ansvar.

Jeg havde fortalt Irma under 3 dages bøn og faste at jeg havde haft pigekærester, så pludselig fik hun den ide at jeg var vild med hende. Så pludselig måtte jeg ikke længer have fysisk kontakt med hende, for jeg var jo forelsket i hende som hun sagde. Og det eneste jeg søgte var tryghed, for jeg havde det skidt, jeg havde det skidt med mig selv, og jeg havde det skidt psykisk.

Når jeg havde det skidt psykisk følte jeg ofte jeg havde dyr over det hele, og en af gangene hvor jeg havde sådan var vi på Vildkildegård. De tog mig med ud i et rum, hvor de begyndte at skælde mig ud, og sige det var min egen skyld at jeg havde det som jeg havde, og jeg selv havde valgt frelsen fra. Fordi som de sagde hvis jeg troede nok på jeg var fri, ville Jesus sætte mig fri.

Da jeg kom til Evangelist vejede jeg 63,6kg, og den vægt var jeg tilfreds med. Men det var Irma ikke, hun syntes jeg var for tynd, så hun mente jeg skulle tage på. Jeg blev sat på fede kur. Hun øste mad op på min tallerken, og det skulle jeg spise. Jeg måtte blive siddende indtil jeg havde spist op, så jeg begyndte at kaste min mad op. Jeg syntes min vægt passede til min høje som er 167 men det mente Irma altså ikke. En gang gemte jeg min mad i lommen, rigtig barnligt men jeg var desperat. Jeg ønskede ikke at tage på. En dag fik jeg sneget mig på en vægt, og fik af se hvad jeg vejede, og jeg fik et chok. Jeg vejede næsten 69.8 kg, og der kom mine argumenter frem, og jeg fik overbevist Irma om at jeg skulle tabe mig mindst 3kg. Hun sagde til mig at jeg skulle spise normalt, jeg måtte ikke overtræne og jeg skulle passe mine pligter. Det var den aftale hun ville gå med til, hvis jeg skulle tabe mig. Den kunne jeg godt gå med til, for nu havde jeg jo fået lov til at tabe mig.

Jeg blev mere og mere syg, og da jeg stod for det meste af det praktiske arbejde, skulle jeg bl.a. også bage. Men Solveig og jeg var ikke enige om hvordan bollerne skulle bages, så jeg gik op på mit værelse, og sagde henkastet at så måtte hun bage dem selv. Irma kom som et tordenvejr, og skældte mig ud. Og endnu engang endte det ud i et være bøvl. Jeg kom op og slås med Irma, det var en ret voldsom slåskamp, så jeg blev sent til observation på sygehuset for en hjernerystelse. Da jeg kom tilbage til Tabithas hus snakkede vi episoden igennem, og som straf sendte de mig på tænke pause på psykiatrisk afdeling. Denne tænke pause skulle vise sig, at få mine øjne op for, at der var noget rav ruskene galt med mig. Men jeg husker kun brudstykker af den sidste tid ved Evangelist.

Ved indlæggelsen havde Irma og Jørgen fortalt psykiatrisk afdeling at de var mine plejeforældre  Og efter en kort tænke pause på psykiatrisk afdeling, fik Irma og Jørgen mig udskrevet igen og jeg  kom tilbage til Tabithas hus. Jeg fortsatte med mit praktiske arbejde, men jeg var syg. Når der gik mennesker forbi Tabithas hus, så jeg dem ikke som mennesker, jeg så dem som spioner og hemmelige politi agenter. Jeg fortalte det til Irma og Jørgen, og de reagerede ved at sætte mig til at råbe i tunger, til jeg fik mit så kaldte gennembrud. Men det lod til det kun var dem der vidste hvornår jeg fik mit gennembrud, for jeg syntes jeg havde fået mange gennembrud. Men det mente de ikke, så jeg måtte blive ved. Så efter et par dage tog jeg en hurtig beslutning jeg ville indlægges, Irma forklarede mig at hvis jeg blev indlagt, var jeg ikke længere en del af huset. Jeg accepterede dette og lod mig indlægge.

Jeg blev indlagt på E4, men da de ville tvangsmedicinere mig, smadrede jeg en vase og truede personalet indtil de lukkede mig ud. Jeg gik fra Herning helt til Arnborg, hvor Vildkildegård ligger, det er Irma og Jørgens leder Nick og Mira der bor der. Jeg blev sat til at læse i biblen indtil Irma og Jørgen kunne hente mig. Jeg blev hentet midt om natten fordi de havde været til et arrangement i Brande. Da vi kom hjem blev jeg sendt i seng, med beskeden vi taler om tingene i morgen. Næste morgen talte vi tingene igennem, og jeg skulle fortælle dem hvorfor de skulle give mig en chance mere. Jeg fortalte dem det galt mit liv, og de var min redning, så efter det tog de mig tilbage til Tabithas hus. Men da jeg nu var eftersøgt af politiet på grund af mine trusler overfor personalet på den afdeling hvor jeg have været, ringede vi til afdelingen og sagde hvor jeg var. Der gik ikke ret lang tid før jeg blev hentet af politiet, og igen var på E4.

To dage senere blev jeg udskrevet, grundet rigtig godt skuespil fra min side. Jeg lod som om jeg havde det godt, og der intet var i vejen med mig, det var de instrukser jeg havde fået af Irma.
Men jeg var syg, rigtig syg endda. Jeg havde ingen fornemmelse af hvad der var virkeligt og hvad der var uvirkeligt.
Jeg kom næsten kun lige hjem til Tabithas hus, før jeg fik endnu et gennembrud af symptomer på psykose. Jeg valgte nu at bruge min sidste chance på at sige jeg flytter, jeg kunne bare mærke der var noget galt med mig.
Jeg pakkede mine ting, og stillede mig ud foran et tog, fordi de ikke ville lade mig rejse. Der blev ringet til politiet, og jeg blev lagt i håndjern og kørt på psykiatrisk afdeling.

Det var mit korte ophold ved Evangelist, det føltes som rigtig lang tid. Det var et mareridt i vågen tilstand, jeg var stort set igennem dæmonuddrivelse hver dag, det var rigtig hårdt, og jeg vil aldrig glemme den tid. Jeg vil først og fremmest ikke glemme den, fordi de fjernede min dybe tro på Gud, ved at være på den måde de var på. For min Gud har aldrig været en dømmende Gud, min Gud har altid været kærlighed. Og det var ikke det Evangelisterne gjorde min Gud til, for dem var Gud en dømmende Gud.

På grund af de tog min medicin fra mig, og jeg blev så syg som jeg blev. Har jeg fået en behandlingsdom oven i hatten for vold, men jeg husker ikke episoden fordi jeg har været så syg, og fordi jeg mistede min hukommelse ved Evangelist. Jeg døjer stadig med at have svært ved at huske, men det kommer lige så stille, jo mere tiden ved dem kommer på afstand.