Frygten

Jeg har en fortid i en meget karismatisk menighed. De er meget glade for "positiv bekendelse", tungetale, guldstøv i hænderne, helbredelser osv. osv.

I den menighed var der meget med, at man skulle bekende sundhed og fremgang, man skulle bare have tro for sin helbredelse, man skulle!! tale i tunger, om man så bare skulle efterabe det, de andre sagde! Man skulle se ved møderne, om man havde guldstøv i hænderne, alt imens andre styrtede rundt som fulde mennesker og atter andre dansede profetisk. 

Der var også engang et optog midt i kirken ved lovsangen, hvor de der mente sig frelste skulle løbe med. Stakkels dem der blev tilbage på stolene.

Jeg har også oplevet stort gruppepres for at falde om, da en prædikant knipsede hen mod mig, og de andre som jeg holdt i hånden hev mig nedad mod gulvet.. Og det med, at sygdom skyldes synd eller dæmoner, jo det havde vores yndlingsprædikant meget med at prædike løs om..

Sådan kunne jeg blive ved.  

De har i menigheden, sagt til mig mange gange, at man ikke kan stole på sin barnedåb, for måske er dåben aldrig sket. Billederne af den kunne være satans bedrag. De sagde til mig at når man ikke kan huske den, kan man ikke bruge den til noget.

De fik mig til at tvivle på gyldigheden af min dåb, samt det at de også såede tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ER døbt. For jeg kunne jo ikke huske det, som de sagde.

Tænk hvis den er ugyldig. Tænk hvis karismatikerne har ret. Men omvendt så tror jeg, at Gud ville trække mig i ærmet, hvis den ikke var gyldig?

For nogle kristne bliver jo rent faktisk overbevist om, at de skal døbes på ny. De føler og tror, at det er det rigtige at gøre.

Jeg er bare både bange for ikke at være rigtigt døbt, samtidig er jeg bange for at være en kætter, hvis jeg lader mig døbe igen, for så kaster jeg vrag på Guds hellige pagt og sakramente.

Jeg spurgte en god præsteven i folkekirken, om jeg skulle lade mig gendøbe. Vidste ikke hvad han ville sige til det, anede ikke noget om hvilke kirker der gendøbte og hvilke der ikke gjorde. Men han skrev så fornuftigt, åndeligt klogt og vist, at jeg ikke ville gendøbes alligevel, selvom alle i frikirken var helt vilde og begejstrede over, at jeg overvejede tanken.

Jeg kan stadig føle, at jeg burde blive gendøbt, selvom jeg synes det er at kaste vrag på Guds pagt og gave til os.

Kan ikke lade være med at tænke på, om jeg bringer mig udenfor Guds frelses-rækkevidde, når jeg ikke vil (gen)døbes, så adlyder jeg måske ikke Gud.

Så er lidt fanget. Lidt som det med at ville være karismatiker igen og ikke turde på den anden side, meget dobbelt og ambivalent for mig.

Jeg ved, at jeg er skabt i Hans billede, jeg er højt agtet og elsket af Ham, som jeg er. Gud er kærlighed.

Så kommer modsætningen. For i frikirken prædikede de også meget, at Gud er kærlighed. Men der var også meget snak om Guds vrede over synd.

Fx. boede jeg sammen med min nuværende mand dengang, og da var han hverken kristen eller min mand. Vi var ikke gift og det var lige ved, at jeg måtte flytte fra ham og slå op med ham, fordi de pressede mig så meget hele tiden. De mente ikke, at vi måtte bo sammen som ugifte og slet ikke at det overhovedet var noget for mig, når han ikke var kristen.

Og den evige angst for helvede, for ikke at slå til, for ikke at være kristen nok til frelsen. Den evige angst for, at min elskede mand ville gå fortabt. Gud kom til at stå som den hårde og strenge dommer, som er klar til at kaste os i helvedes flammer, blot vi træder det mindste ved siden af eller ikke kan/vil tro på Ham.

Den megen tale om, at jeg nærmest syndede, når jeg stod Ånden imod og ikke ville kaste mig rundt på gulvet og tilbede, når jeg ikke ville lade mig manifestere og falde, grine, græde, bede i tunger osv., når alle de andre gjorde det. Ordene fra en udenlandsk prædikant om, at han kunne se Helligånden stå bagved mig, og at jeg var en kontrolfreak, der skulle sættes fri, så jeg kunne lade Gud få mig til at manifestere fysisk og synligt foran alle de andre og sammen med alle de andre. Og så det med, at jeg er vrangvillig og står Gud imod (igen!), fordi jeg ikke ville lade mig gendøbe.

Og sidst men ikke mindst, så var der meget en tendens til at mene i den kirke, at man her var de rigtige kristne. Man mente, at have Helligånden, hvad andre kirker i deres optik ikke havde, eller i hvert fald kun så i glimt. Når jeg så har vendt dem ryggen, så er jeg så bange for, at Gud bliver vred og vil lade alverdens ulykker ramme mig, samt at Han ikke ville frelse mig. Så vil jeg jo ikke være en god discipel, så vil jeg mig selv og min egen idé om, hvad og hvem der er en sand Kirke og sande kristne

Jeg har gjort meget ud af at tage afstand til trosbevægelsen, og så er jeg alligevel så påvirket af min tid blandt dem, at jeg er bange for at synde, når jeg tager afstand.

Som om det er forbudt at kritisere Guds folk. Men det er også fordi jeg fik at vide af karismatikerne, at jeg ikke ville lade Helligånden råde, at jeg var kontrolfreak over mit eget liv, fordi jeg fx. Nægtede, at lade mig falde under forbøn. Det nægtede jeg, fordi jeg kunne mærke, at de skubbede til mig, mens de bad med håndspålæggelse. Det var vildt skørt...

Jeg har det sådan, at jeg forsøger at finde en sund balance. Men svært er det da. Og jeg har stadig meget at lære. Og så er der det, at jeg kan være bange for Gud, fordi Han er Gud den almægtige. Han kan sende mennesker i helvede i al evighed, og Han kan suverænt bestemme, hvornår et menneske skal leve, og hvornår det skal dø. Han kan sende lidelse, smerte og sygdom, alt sammen efter Sin vilje.

Det bekymrer mig meget, at præsten dengang jeg forlod kirken, sagde til mig, at jeg ikke ville lade Helligånden råde i mit liv. Det var ligesom om, han forsøgte at sige, at jeg stod Gud imod, når jeg forlod dem.

Frygten for Guds vrede over min skæren båndene over til det karismatiske er nok med til, at jeg stadig er delvist positiv. Jeg tænker, tænk nu hvis han er en sand Guds tjener, og jeg så vender ham ryggen og taler negativt og kritisk om ham. Så er det mig, der er under Guds vrede og ikke ham, som jeg anklager og beskylder.

Måske håber jeg, at hvis jeg er positiv vil Gud ikke være vred på mig (mere). For der er jo et stærkt bånd mellem menighederne, og så kan jeg måske gøre lidt bod for min til tider lammende kritik ved at forsøge at være positiv.

Jeg forlod kirken pga. dens mærkelige lære, men alligevel havde og har jeg følelsen af, at jeg har begået synd mod Gud, fordi jeg ikke anerkendte pastorens autoritet og kirkens lære fuldt ud. De var og er jo kristne mennesker, og så forlod jeg dem. Jeg var lidt af en kætter, følte jeg.

Jeg var meget sikker på mange ting, da jeg kom i menigheden, og nu så føler jeg mig alligevel meget usikker på mange ting.

Hvad nu hvis jeg ikke er frelst? Sådanne irriterende tanker melder sig. Og ender altid ud med et; Hvad nu hvis jeg går på fortabelsens vej.(?)

Men hvor er det svært at indse, at det man har troet var sandt, det måske er farligt og direkte ubibelsk.

Det der så er nu, det var, at jeg i længere tid har bedt Gud sige mig, om det er med Hans "ja" til, at jeg stadig besøger folkekirken. Jeg vil meget gerne komme der og jeg føler mig også altid godt modtaget, selvom menigheden ved, at jeg kun er der som gæst og altså ikke bidrager med noget, på samme måde som medlemmer af menigheden kan gøre, fordi de kommer der oftere - måske endda hver søndag i året.

Jeg får SÅ meget ud af at komme i folkekirken, salmerne, prædikenen (ikke mindst!!!) og bønnerne. Det er bare rigtig godt for mig en gang i mellem at opleve det igen. Efter gudstjenesterne er jeg helt opløftet og glad.

Jeg bliver nemlig IKKE forvirret af forkyndelsen i folkekirken, sådan som jeg altid blev det, når jeg hørte frikirkelige eller andre kirkers forkyndelse. Jeg bliver opbygget og glad og rolig indeni, og jeg behøver slet ikke være på vagt. Jeg kan bare nyde det og lade mig opbygge.

Jeg gik med til nadveren en dag. Det plejer jeg ikke men vi er trods alt lemmer på samme Legeme, Kristi Legeme. Jeg har stadig meget fred i, at jeg gik med op, og faktisk gik jeg især med op, fordi præsten sagde, at enhver var velkommen, "enhver", hmm det må inkludere mig, tænkte jeg, og efter det og mine andre overvejelser, så gik jeg med. Og det var godt!!! Rigtig godt.

Har ellers tænkt, at jeg burde finde en katolsk præst at få hjælp fra, men kender ingen der ved særlig meget om fremgangsteologien. Har talt med min egen sognepræst i min katolske kirke, men han kan ikke/gider ikke hjælpe mig. Han siger, at jeg bare skal glemme alt det gøgl fra frikirken, og så komme videre.

Problemet er, at det KAN jeg jo ikke, så havde jeg jo ikke siddet her og været så splittet.!!!

Friheden og freden i Folkekirken.